Den satiriske danske popgruppe har lavet en lettere kontroversiel julesang med tilhørende musikvideo
Den danske popgruppe Fransk Dolkeparti har opnået en vis opmærksomhed med sine satiriske dansksprogede sange. Op til folketingsvalget udgav de sangen "Mig og Sidney Lee" med Sidney Lee i musikvideoen, og nu har de lavet en lettere kontroversiel julesang med tilhørende musikvideo.
Sangen har titlen "Rød Jul" og rummer omkvædet: "Bare det bliver en rød jul". Her skulle man måske umiddelbart tro, at sangen omhandler Danmarks nye regering. Men teksten handler i stedet om et lidt mere tabubelagt område, som sjældent er et emne for popsange: Kvinders menstruation.
Hovedpersonen i teksten er en ung kvinde, der har haft en masse one night stands, som vi jo finder mange af ikke mindst i julefrostsæsonen. Hun er i december gået for langt over sin månedlige termin og ønsker sig allermest i julegave, at hun får menstruation, så hun slipper for at træffe valget om at blive mor eller ej.
Videoen er indspillet på det offentlige toilet ved Storkespringvandet på Strøget i København. Toilettet var indtil 9. december lukningstruet på baggrund af den københavnske borgerrepræsentations drøftelser om at lukke fire ud af seks offentlige toiletter i kommunen.
Fransk Dolkeparti er i øvrigt i denne uge ugens band på Bandbase.dk. Gruppen var ligeledes et af de udvalgte bands ved Smukfests talentkonkurrence Live Camp 2011.
Med en sang om menstruation indskriver Fransk Dolkeparti sig i en lille gruppe af musikere, der blandt andet indfatter Kate Bush ("Strange Phenomena") og Annika Aakjær ("Tyk"), der begge har skrevet og sunget om dette ellers ikke særligt besungne emne.
Se videoen nedenfor – vi skal advare om, at den kan virke en smule grænseoverskridende hen mod slutningen.