Nyhed

Nanna er tilbage

Efter seks års tavshed udgiver sangerinden og sangskriveren albummet "Nødigt Men Dog Gerne" til marts

Det er ved at være seks år siden, Nanna sidst har udgivet et album, men nu er hun omsider på vej tilbage. 28. marts udgiver sangerinden og sangskriveren med efternavnet Lüders sit tiende studiealbum, som har fået titlen "Nødigt Men Dog Gerne" og indeholder 12 nye sange.

Om det kommende album udtaler Nanna:

– Det har været seks år undervejs, en dramatisk, og til tider absurd rejse. Og skidesjov.
Det er et voksent afklaret album. Jeg kunne knække af livets prøvelser eller transformere dem om til sange. Sentimentale, indignerede, tragikomiske, reflekterende. Jeg har valgt at gøre det sidste. Og dermed sige 1-0 til livsglæden.


Nanna fortæller videre:

– Min nye musik stryger både med og mod hårene, men med det genkendelige musikalske heartbeat som platform. Mange ting er prøvet af gennem tiden. Denne gang har jeg valgt at være tro mod mit udgangspunkt og spille samt arrangere selv, dog med hjælp af tre fantastiske teknikere, musikere og producere: Hilmer Hassig, Stephan Grabrowski og David Springborg. Jeg kan ikke spille guitar, bas og trommer, så derfor har Hilmer, Stephan, Flemming Muus, Rolf Hansen, Aske Jacoby og Berit Fridahl spillet med, samt gæstemusikere som blandt andre Donna Cadogan, Heidi Mortenson og vores maskot, Poul Kristian. Så kan det vist ikke blive meget bedre.

Som Nanna selv antyder i ovenstående, har hun været udsat for voldsomme oplevelser i de senere år. Blandt andet omkom hendes kæreste, guitaristen Hilmer Hassig (eks-Love Shop) i en trafikulykke i 2008. Hassig nåede dog som nævnt at medvirke på det nye album.


En af de nye sange hedder "Solidaritet" og er, som titlen antyder, en samfundskommenterede sang, der blandt andet rummer følgende linjer:

"Solidaritet for hvem?
Ihvertfald ik for gruppe 5
Solidaritet for hvem?
Jeg kræver ordet tilbage igen
Jeg kræver ordet tilbage igen"

Nanna debuterede i 1982, som 19-årig, med et selvbetitlet album og fik sit store gennembrud to år senere med albummet "Små Blå Breve", der blandt andet indeholdt kæmpehittet "Buster", kendingsmelodien til Bille Augusts tv-serie af samme titel. Siden har Nanna udgivet en stribe plader med skiftende kommerciel succes – blandt andet "Fannys Hjerte" fra 1988, der blev en salgsmæssig fiasko efter datidens målestok, men blandt andet roses voldsomt i Politikens Rockleksikon fra 2002. Nanna har også kæmpet med sceneskræk, skattegæld, stofmisbrug, angst og depressioner, som hun åbent har fortalt om i både interviews og selvbiografien "Stjerne For Altid" fra 2005.


Diskografi :
Nanna (1982)
Små Blå Breve (1984)
Shi-bu-mi (1985)
Fannys Hjerte (1988)
I Danmark Er Jeg Født (1989)
Rocking Horse (1991)
Prinsesse Himmel-i-mund (1995)
Honey I'm Home (1997)
Pletskud Og Vildskud (opsamling) (2005)
Giv Dig Hen (2005)
Nødigt Men Dog Gerne (2011)

ANNONCE