Simple Minds og Kim Wilde er hovednavnene til showet, der blander klassisk musik med pop
De engelske promenade-koncerter var inspirationen, da belgierne Jan Van Esbroeck og Jan Vereecke i 1985 lancerede koncertserien Night Of The Proms, der sidenhen har kørt med stor succes i Belgien, Holland og Tyskland. Nu kommer showet til Danmark, hvor man til juni vil kunne opleve det i Arena Nord i Frederikshavn.
Her vil man kunne opleve Simple Minds og Kim Wilde sammen med DIV4S, John Miles og Allan Olsen optræde sammen med symfoniorkestret Il Novecento. Tidligere er dette koncept blevet afviklet foran 8 million gæster rundt om i Europa, hvor solisterne har været navne som Joe Cocker, Meat Loaf, Sting, Bryan Ferry, Chrissie Hynde, Lisa Stansfield, Coolio, James Brown, Roger Daltrey, Tears For Fears, Texas, Roxette, OMD, Boy George, Cliff Richard, John
Fogerty og danske Safri Duo.
Koncerten arrangeres herhjemme i samarbejde med Owit Music Europe, der blev etableret i 1999 af Niels Estrup. Han udtaler i forbindelse med offentliggørelsen af koncerten, at han ikke bare forventer, at årets koncert bliver en succes, men at han regner med at udvide til tre danske koncerter til næste år samt at tilføje en svensk koncert.
Night Of The Proms afvikles for første gang i Danmark 2. april i Arena Nord i Frederikshavn, og billetter kan købes via NOTP.com.