Nyhed

Simple Minds fejrer 40 års jubilæum med to koncerter i Danmark

GAFFA.dk – alt om musik

Efter et akavet og lettere ugideligt koncertår i 2020 er bandet nu igen klar til at turnere for fans verden over

Den skotske rockband Simple Minds kunne i 2019 fejre 40 års jubilæum for debutalbummet Life in a Day. I den anledning påbegyndte bandet i februar 2020 en turné, som dog hurtigt blev afbrudt på grund af coronaen. Nu prøver de så igen, hvor de blandt andet giver to danske koncerter, den 2. marts i K.B. Hallen i København og den 3. marts 2022 i MCH Herning Kongrescenter.

Bandet var sidst forbi Danmark i marts 2020, hvor deres planlagte koncert i Store Vega endte med at blive afholdt over to omgange på grund af coronarestriktionerne. Det forringede dog på ingen måde kvaliteten af koncerterne, og den ene koncert fik fem stjerner af GAFFA. Den koncert, som bandet skulle give i Herning efterfølgende, endte dog med at blive aflyst.


Simple Minds blev dannet i Glasgow i 1977 af forsanger Jim Kerr, guitarist Charlie Burchill og fire andre, der dog har forladt bandet sidenhen. Bandet debuterede som nævnt i 1979 med Life in a Day, og i 2018 udkom deres 18. studiealbum Walk Between Worlds, der gik ind på fjerdepladsen af UK-hitlisten ved sin udgivelse.

Billetsalget starter på mandag den 7. juni kl. 10, og billetter kan købes via Billetlugen og Ticketmaster.  

LÆS OGSÅ: Irske Inhaler kommer til Danmark – Bonos søn er forsanger


Varm op til koncerten med kæmpehittet ”Don’t You (Forget About Me)” fra 1985:

 


ANNONCE