Det københavnske rockband har lige udgivet single fra deres kommende album og tager på tour til marts
SuperChargers nye single "Are You Satisfied" er netop udkommet. Singlen er ude digitalt og kan blandt andet købes via iTunes. Desuden er bandet ved at lægge sidste hånd på videoen til "Are You Satisfied", der er instrueret af Jakob Printzlau, som for nylig vandt en GAFFA-pris for sin video til Kashmirs "Still Boy".
SuperCharger følger op på singlen med deres kommende album, "That's How We Roll", der udkommer mandag den 21. marts, hvorefter de tager på tour. Albummet er opfølgeren til debuten "Handgrenade Blues" fra 2009.
"That's How We Roll" er produceret af Kristian Thomsen (Oliver Weers, Tue West, Hush, Black City). Desuden har svenske Anders Ringman (Chris Laney) været med i studiet som co-producer med særligt fokus på vokalarrangementer. Ydermere medvirker Mia Coldheart fra det svenske rockband Crucified Barbara på nummeret "Redemption Song".
Med tanke på de inspirationskilder SuperChargers medlemmer hver især har haft gennem livet, benytter bandet forskellige genrer - for eksempel country og blues. Det betyder dog ikke, at bandet har givet afkald på den hårde rock det er kendt for.
Samtidig er det bandets første indspilning med deres nye medlem Lars Rygaard (klaver/mundharmonika), der tidligere var live- og sessionmusiker, og som nu er fast med i bandet.
"That's How We Roll" kommer til at bestå af 12 numre:
Heart On Overdrive, Rise And Fall, Are You Satisfied?, You Disgust Me, Mrs. Ferguson, That's How I Roll, Redemption Song, Rulers Of The Day, From Another Planet, Aim High, Roll The Dice og Sunrise Over Reeperbahn.
De nye sange kan opleves på bandets forårsturné, som starter i slutningen af marts.