Nyhed

Teengirl Fantasy spiller på Loppen

Den roste, amerikanske dreamdance-duo spiller i København på onsdag d. 26. januar

Bookerne i Smash!Bang!Pow! har haft held med sig og fået booket den hypede og anmelderroste soul/dreamdance-duo Teengirl Fantasy.

På onsdag d. 26. januar spiller Nick Weiss og Logan Takahashi fra Ohio, USA, på Loppen, og der vil publikum kunne vurdere, om de lever op til roserne, som duoen har høstet flere steder. De amerikanske medier Pitchfork, Juno og FACT Magazine kårede alle Teengirl Fantasy-nummeret "Cheaters" til årets bedste nummer i 2010, og du kan selv se, om du er enig her.

Weiss og Takahashi fandt sammen som band, mens de studerede på Oberlin College. De nærede begge en fælles kærlighed til klassisk house og techno, og det fik dem til at lave det, som de selv beskriver som "en eller anden form for dansemusik, der ikke bare var den samme udgave af det, vi hørte".


Duoens musik har en atmosfærisk og drævende lyd inspireret af shoegazer og deephouse og former sig som oftest ud af melodier, samples og koncepter, der gennem improvisation udvikler sig til et nummer. Samtidig er der en umiskendelig 90'er-dancelyd, der i samklang med samplede soulvokaler skaber et helt unikt lydunivers.

Den længe ventede debutplade "7AM" udkom i efteråret 2010 og landede på mange amerikanske årslister og præsenterer en unik ny fortolkning af klassisk dance/house/soul-musik. De er blevet sammenlignet med bands som Animal Collective, Ariel Pink, Delorean og Lindstrom - ikke nødvendigvis, fordi de laver samme genre musik, men fordi de har det til fælles, at de er nyskabende og dermed en slags musikkens avantgarde.

Som support for Teengirl Fantasy spiller Eim Icks nye projekt, Taragana Pyjarama. Bag det japanskklingende navn gemmer sig danske Nick Eriksen, der allerede har oplevet succes som Eim Ick og som i sommer spillede på Roskilde Festival. Taragana Pyjarama er et projekt, Eriksen har startet sammen med sin bedre halvdel Sara Finne Frandsen, og duoen er allerede blevet signet hos engelske Fool House. Debutvinylen udkommer til marts, og du kan høre smagsprøver her. Lyden er uptempo elektronisk, hvor den atmosfæriske dance virker både hypnotisk og medrivende.


Billetter til Teengirl Fantasy med support Taragana Pyjarama på Loppen onsdag d. 26. januar koster 70,00 kr og købes i døren.

ANNONCE