"Love Sessions Vol. 1" på gaden præcis et år efter debuten
Den tresser- og Serge Gainsbourg-inspirerede Silkeborg-duo The Bronson Brothers alias Ted og Clyde Bronson er på vej med sit andet album. Det nye udspil har fået titlen "Love Sessions Vol. 1" og er på gaden 22. februar, præcis et år efter debuten "The Melody Bronson".
"Love Sessions Vol. 1" er ifølge gruppen selv inspireret af den pæne beat-lyd fra de tidlige tressere, altså da Beatles var unge, og skal ifølge bandet ses som det første album i en serie af udgivelser centreret omkring et "naivt, men oprigtigt kærlighedsbudskab". Ambitionen er at indspille disse album så live og enkelt som muligt uden intrumentale overdubs.
I modsætning til debutalbummet er det nye album blevet skabt meget hurtigt. Albummet er indspillet over én weekend, mikset over en anden og masteret over en tredje. Produktionen er foretaget af Jakob Meyland (Mani Spinx, Visti/Meyland med flere) og miksningen af Per Buhl Ács (eks-No Knox og kendt for miksningen af Under Byens seneste album "Alt Er Tabt"). For masterering står Emil Thomsen (Marybell Katastrophy med flere).
I modsætning til det første album, der kom på Tactic Records, har The Bronson Brothers valgt selv at udgive det nye album på deres eget selskab BB Recordings, med henholdsvis Target Distribution og Rilbar Distribution til at distribuere henholdsvis cd- og vinyludgaven.
I sin tid tildelte GAFFAs Erik Barkman tre stjerner til The Bronson Brothers' debutalbum og skrev blandt andet følgende:
"Bronson Brothers har forsøgt at stille den helt store musikalske læderdivan frem til lytteren på The Melody Bronson, der er spækket til bristepunktet med blæsere, sci-fi-synths og eksotiske strengeinstrumenter. Desværre mangler luksusoplevelsen lige det sidste. Det musikalske filigranarbejde savner finpudsning, og melodierne er ikke så forførende, som de kunne have været."