Søsterene Casady giver koncert i København til august
Sidste sommer udkom Grey Oceans, fjerde fuldlængde-album med de amerikanske søstre Bianca (Coco) og (Rosie) Sierra Casady, som undfagede det muskalske samarbejde CocoRosie i Paris tilbage i 2003. "Et forholdsvis stilrent udspil fra søstrene, mestendels helliget en søgende, ultra-feminin og let gotisk freak-folk", kaldte GAFFAs anmelder udspillet, og den 18. august vil der være mulighed for at høre materialet live, når søstrene gæster Vega på Enghavevej.
Særegent og forførende
De senere år har CocoRosie, som på excentrisk vis blandet elementer af folk og hiphop med opera, electronica og legetøjsinstrumenter, været jævnlige gæster her i landet. I 2007 gæstede de Voxhall i Århus; året efter stod Odeon på Roskilde Festival for tur, og i 2009 gav søstrene koncerter på såvel Train i Århus som i Christianias Grå Hal.
Duoen dyrker et eventyragtigt, men også melankolsk univers, og har gennem karrieren etableret en temmeligt unik lyd, ligesom deres livekoncerter ofte har duperet tilstedeværende anmeldere. "Konstant udfordrende og fascinerende", kaldte Dagbladet Politikens anmelder CocoRosies optræden i Den Grå Hal i 2009, mens GAFFAs udsendte kaldte besøget på Vohall tilbage i 2007 "en aften i den særegne musiks forførende tjeneste".
Billetter til koncerten koster 250 kroner (+ gebyr) og kan købes via Vegas hjemmeside, på Billetlugen eller i Fonas fysiske forretninger. Forsalget starter i dag (fredag den 15. juli, red.).