Halvfemsernes anmelderdarlings giver koncert i København
Sytten år er gået siden belgiske dEUS udgav debuten Worst Case Scenario (1994) og dermed lukkede op for posen med eksperimenterende rockmusik inspireret af navne som Tom Waits, The Velvet Underground og Sonic Youth. Skæringer som "Sods & Soda", "Hotel Lounge" og "Via" vandt gruppen et dedikeret publikum, og til efteråret får danske fans mulighed for at opleve eller genopleve det fandenivoldske halvfemserband.
Gruppen, som oprindeligt blev dannet omkring 1990, indstillede karrieren midlertidigt efter albummet The Ideal Crash (1999) og den efterfølgende turné, omend de gav seks enkeltstående koncerter i forbindelse med udgivelsen af single-opsamlingen No More Loud Music i 2002.
Flere udskiftninger
I 2004 genoptog bandet - som på dette tidspunkt havde gennemgået flere udskiftninger - imidlertid samarbejdet på mere permanent basis, og i skrivende stund har gruppen varslet udgivelsen af deres sjette album Keep it Close til efteråret. I 2006 optrådte belgierne på Roskilde Festival (billedet), og i 2008 vendte de tilbage til landet og gav koncert på Vega.
Og her kan de altså atter opleves den 18. oktober for en pris af 180 kroner (+gebyr). Forsalget starter imorgen fredag på VEGAs hjemmeside, Billetlugen.dk samt i Fonas butikker.
Fem stjerner og følgende reportage kvitterede GAFFAs udsendte med, sidst dEUS var på Enghavevej:
"Kort efter klokken 20 gik bandet på uden store fanfarer. De startede stillede og roligt med to nyere, mindre kendte numre. Publikum stod smilende og rokkede frem og tilbage. Bandets tredje nummer var den glimrende "Instant Street", som sendte en jubel igennem mængden. Og derfra arbejdede det fem mand store band sig stille og roligt ind i vores hjerter, med snilde popsange og skæv rock. Der blev budt på alt fra den underlige "Theme from Turnpike" fra 1996-albummet "In A Bar, Under The Sea", til den medrivende "The Architect" fra seneste udspil "Vantage Point"."