Det single-aktuelle elektroband varmer op for det danske grime-navn i Store Vega
I 2010 vandt Ignug P3s Karrierrekanonen og var efterfølgende P3s Uundgåelige med singlen A Kiss With Pizazz. Og den 28. oktober er elektrobandet tilføjet som support for koncerten med Lucy Love i Store Vega i København.
Ignugs energiske lyd er en blanding af pop, funk, soul og dance kombineret med vokal, der ligger i et leje, som minder om Prince.
Til 2010 udgaven af Roskilde Festival gæstede Ignug Pavilion Jr. scenen. Her tildelte GAFFAs anmelder John Fogde koncerten fem ud af seks stjerner og skrev blandt andet følgende:
"Det er sjældent at se et stort set ukendt navn, der ikke engang har udsendt noget, vælte huset som Ignug gjorde. Det var en imponerende Roskilde-debut, og det bliver spændende at se, hvad gruppens næste skridt bliver".
En kort liveoptagelse fra Ignugs optræden på Roskilde Festival 2010 kan ses her.
Siden Roskilde-debuten har de fire Ignug-drenge udsendt singlerne Alpha Male med tilhørende musikvideo, samt den helt nye Truck (I Don't Give A...), som gratis kan downloades i en remixet version af Ignug selv.
Ignug bagmændene bestående af Ruby Renaissance, Tom Budiansky, Mingo Starr og Project 251, gæster Store Vega som support for Lucy Love til oktober.
koncerten finder sted den 28. oktober kl. 21.00 på Store Vega, Enghavevej 40, 1674 Kbh. V
Billetter kan købes via GAFFA Live, Vegas egen hjemmeside, Billetlugen og i Fona-butikker.