Stjerner hylder den engelske sangerinde, som blev fundet død i sin lejlighed i London i lørdags
Lørdag den 23. juli blev den kun 27-årige Amy Winehouse fundet død i sin lejlighed i Camden i London.
Sangerindens producer Mark Ronson har ifølge Live4ever udtalt, at netop denne lørdag er en af de sørgeligste dage i hans liv. Ronson, som blandt andet var med inde over det anmelderroste album Back To Black fra 2006, har kaldt Winehouse for sin musikalske soulmate.
Utallige musikere har ligeledes tilføjet deres tanker omkring Winehouses død. Lily Allen har blandt andet udtalt, at "sangerindens død er mere end sørgelig. Hun var en fortabt sjæl. Må hun hvile i fred". Boy George har udtalt, at "han ikke kan rumme mere sorg og vrede, og at det af flere grunde var en særdeles trist dag". Og den nyligt udklækkede britiske sangerinde Jessie J har udtalt, at "den måde tårerne strømmer ned ad mine kinder viser tydeligt, at det er et stort tab".
I mellemtiden har den afdøde sangerindes familie brugt tiden på at benægte, at dødsårsagen muligvis skyldes en overdosis af ecstacy, og beskriver rygterne som noget nonsens.
Amy Winehouse blev som nævnt 27 år - samme alder som musikere som Brian Jones fra The Rolling Stones, Jimi Hendrix, Janis Joplin, Jim Morrison og Kurt Cobian havde, da de døde.
Årsagen til Amy Winehouses død er endnu uafklaret.




