Nyhed

Noel Gallagher afslører detaljer om solodebut

På et pressemøde i London onsdag løftedes sløret for Oasis-guitaristens forestående soloprojekter

Mens broder Liam har fundet nye musikalske legekammerater i bandet Beady Eye, har den tidligere Oasis-guitarst Noel Gallagher forberedt et selvbetitlet album under navnet Noel Gallagher's High Flying Birds. Det afslørede han i eftermiddag på et pressemøde i London, hvor Gigwise.com, var til stede. Albummet er indspillet i London og Los Angeles i løbet af sidste år, blev færdigt tidligere i år, og udkommer den 17. oktober. Det indeholder ti nye sange, produceret af Dave Sardy og Gallagher selv, og inkluderer gæsteoptrædener af The Crouch End Festival Chorus og The Wired Strings.

Tager på turné

Samtidig annoncerede Gallagher, at han vil tage på turné med sine High Flying Birds i forbindelse med udgivelsen. I 2012 vil Gallagher endvidere udsende en endnu ikke betitlet lp i samarbejde med det psykedeliske rockband Amorphous Androgynous.


"High Flying Bird" er iøvrigt titlen på såvel en Elton John-sang fra pladen Don´t Shoot Me, I'm Only the Piano Player som på en - anden - skæring, som var fast del af amerikanske Jefferson Airplanes liverepetoire i karrierens første år. Om det er landsmanden John eller de psykedeliske bannerførere fra San Francisco som har inspireret Gallagher melder historien dog intet om.

Trackliste til Noel Gallagher's High Flying Birds:

'Everybody's On The Run'
'Dream On'
'If I Had A Gun'
'The Death Of You And Me'
'(I Wanna Live In A Dream In My) Record Machine'
'AKA...What A Life!'
'Solider Boys And Jesus Freaks'
'AKA...Broken Arrow'
'(Stranded On) The Wrong Beach'
'Stop The Clocks'

ANNONCE