Nyhed

Curtis Stigers til Aarhus Jazz Festival

Den amerikanske sanger og jazzsaxofonist besøger den 23. udgave af festivalen

Når Aarhus Jazz Festival skydes i gang i næste måned, er det blandt andet med Curtis Stigers på plakaten. Derudover føjes der i dag både internationale navne og danske musikere til programmet.

Curtis Stigers startede sin musikalske karriere i 1991 med hittet "I Wonder Why". Han deltog også på soundtracket til filmen "Bodyguard". Det var dog jazz og blues, der tog Stigers med storm, og i løbet af 1990'erne introducerede den amerikanske pianist, Gene Harris, Stigers for jazzmusikken på den lokale jazzklub i den vestamerikanske by, Boise.

Udover Stigers tæller programmet til årets udgave af Aarhus Jazz Festival internationale navne som pianist og sangerinde Eliane Elias, den britiske sangerinde Claire Martin, og de mere eksperimenterende jazzmusikere Andrew Cyrille, Evan Parker og Herb Robertson.


Fra de hjemlige breddegrader kommer Claus Hempler og Indra som sammen vil croone sig igennem en hyldest til Johnny Hartman og Duke Ellington samt Palle Mikkelborg og Blood Sweat Drum'n'Bass som mødes på Aarhus Jazz Festival for anden gang.

Festivalen melder i år om en række nye tiltag. Heriblandt Børne Jazz Festival, som foregår søndag den 10. juli og en hel aften med blues i Ridehuset dagen inden.

Derudover er der kommet en række nye spillesteder til på festivalen, som blandt andet tæller Café Drudenfuss, Restaurant Smag, Bruuns Galleri og Løves Bog- og Vincafé. Desuden er der kommet nye arrangører på banen som er Toneart, Blues Productions, Op Med Aarhus, Bluejazz Concerts, Jazz Mig i Øret og Loco Music.


Aarhus Jazz Festival finder sted den 9.-16. juli.

Læs mere om festivalen og dens program her.

ANNONCE