Fela Anikulapo Kuti var en moderne revolutionær, som talte magthaverne midt imod. Han skabte afrobeat og nåede at indspille 133 album på de 58 år, han nåede at leve. Nu træder hans to sønner op på samme scene på Roskilde Festival.
Nedenstående artikel er indledningen til det store portræt i juli måneds Klub GAFFA-tillæg. Fela Kutis sønner Femi og Seun kan opleves hver for sig og sammen på Roskilde Festival fredag den 1. juli på Arena-scenen klokken 18-21.
Der var ekstraordinært gang i begravelserne i 1997, mens sommeren gik på hæld.
I Pakistan sørgede man, fordi den sindssygt overvægtige sanger, Nusrat Fateh Ali Khans krop endelig gav op. Han blev 48. Hen mod slutningen af august ramte prinsesse Diana den berømte bropille i Paris, og nede i Calcutta takkede en nonne ved navn Moder Teresa af.
Især de sidste to snakkede verden meget om. Alligevel kan det meget vel være den livsbane, der sluttede i Nigerias største by, Lagos, som for eftertiden kan gå hen og blive den vigtigste. Nemlig da sygdom sugede de sidste kræfter ud af en af de sejeste musikere og orkesterledere, verden nogensinde har set. For den 2. august 1997 afgik Fela Anikulapo Kuti ved døden. Mandens livsstil in mente var dødsårsagen den store dræber i Afrika: AIDS.
Hvorefter en sørgende nation kunne belave sig på den største begravelse i mands minde. Og magthaverne kunne drage et lettelsens suk. For det var i den grad en stemme, der forstummede den hamrende varme sommerdag.
Stilheden varede dog ikke så længe. Fra sin egen klub, The Shrine, var hans søn, Femi, allerede i gang med kombinationen af sindssygt svedig musik og bidske politiske paroler. Ligesom andre lokale kunstnere, som Lagbaja og siden endnu en søn, den unge Seun, ville vende hjem fra konservatoriet i London, og tage farens kamp op med det gamle orkester. Og atter andre musikere over hele verden tog Felas eksempel op og spillede den smittende musik, fremmanende den herlige blanding af en trance, der sætter sig sødt i sindet og får fødderne til at danse, og politiske paroler, der kræver handling nu.
I Paris var Felas følgesvend, da afrobeat blev til, den formidable trommeslager Tony Allen, i fuld gang med sit helt særlige take på afrobeat, kaldet afrofunk. Han havde endelig fået nok af Felas kombination af politiske ambitioner og manglende tanke for musikernes ve og vel og var skredet efter et tiår med en serie plader, hvis lige hverken det afrikanske kontinent eller verden generelt nogensinde havde set mage. Og i USA var orkestre som kollektivet Antibalas fra New York i fuld gang med at skabe deres helt eget brand af afrobeat.
Ti år senere kender rigtigt mange stilen, som ellers kun syntes forbeholdt den snævre inderkreds. På Broadway trækker en musical om Felas liv fulde huse, og alskens folkeslag kan uden betænkeligheder danse uden grænser til en kompleks og synkoperet bigbandmusik.
Kort sagt er arven fra den store Fela i den grad levende. Det være sig blandt de orkestre, der dyrker det vanedannende beat og skaber nye hybrider. Ligesom rigtigt mange af de afroamerikanske og caraibiske gadekulturers udtryk, fra rap til dancehall affyret med gadens sprog og dialekter, nok bør se i retning af den karismatiske orkesterleder, der betalte prisen igen og igen.
Og som vedblev med at rejse sig, til kræfterne slap op.
Læs et længere uddrag af artiklen i GAFFAs artikelsektion
