Nyhed

Lou Reed giver forsmag på forestående turné

En elleve minutter lang udgave af "All Through the Night" kan streames gratis fra New Yorkerens hjemmeside

I morgen fredag tager den for tiden særdeles aktive avantgarderocklegende Lou Reed hul på sin Europaturné med en koncert i Wolverhampton i England. Reed lægger ikke vejen forbi Danmark denne gang, men nu kan fans til gengæld få en forsmag på mandens aktuelle koncertform på hans hjemmeside, hvor en længere version af "All Through the Night" fra albummet The Bells er lagt ud til fri streaming. The Bells, som blev indspillet i vinteren '79, er Reeds mest jazzede til dato, og titelnummeret angiveligt en af hans personlige favoritter.

Den forestående turné, som kun bringer Reed til Engand, Italien og Frankrig, er den første regulære turné med bagkataloget siden 2005. Siden har Reed været på landevejen med albummet Berlin i sin helhed, showet "The Yellow Pony and other Songs & Stories" med hustruen Laurie Anderson og senest med sin Metal Machine Trio, som april 2010 fik dele af publikum til at udvandre fra sin krævende støjsuite i DRs Koncerthus (billedet).

Samtidig med turneen er Reed desuden aktuel med en live-dvd, idet han udsender "Live at Lollapalooza" i juli måned. Det aktuelle tourband er iøvrigt næsten identisk med den konstellation, som kan opleves på denne optagelse.


I sidste måned overraskede Reed ved at annoncere, at han har været i studiet med Metallica. Samarbejdspartnerne mødtes ved Rock & Roll Hall of Fames 25 års jubilæum, hvor Metallica bakkede Reed op på blandt andet "Sweet Jane".

ANNONCE