Nyhed

Medina smider ny single på gaden

"For Altid" er forløberen for Medinas tredje dansksprogede album, der udkommer til efteråret

De danske radiolyttere kan godt begynde at forberede sig på, at nye toner fra Medina atter vil fylde sendefladen. Den 30. maj udsendte popprinsessen nemlig singlen For Altid, der er en forløber for hendes kommende album, der er sat til udgivelse i efteråret. Og hvad handler sangen så om? Vi har fanget Medina midt i hendes travle program, og hun forklarer:

For Altid handler om mit indre jeg, der til tider kan se ret så mørkt ud. Jeg har nogle sorte huller i mit sind, der kan tage mig helt af sted en gang imellem. Men det er også de mørke ting, der får mig til at skrive de tekster, jeg gør. Den handler om, at jeg er blevet reddet af én, der kan håndtere mit mørke jeg og få sindet til at lysne op, når det er mørkest. Og om den her person, der accepterer mig for det og den, jeg er, og vil være der i tykt og tyndt – lige meget hvad. Ægte kærlighed.
 

Hvordan synes du, du er kommet videre tekstmæssigt og musikalsk i forhold til Velkommen Til Medina?


– Hmm... Mit univers er mit helt eget univers... jeg ved aldrig helt rigtigt, hvor det tager mig hen. Dette album, som det skrider frem, bliver mere og mere pop. Providers og jeg sporer os tættere og tættere ind på vores egen lyd, jo mere vi arbejder sammen. Jeg er jo et kæmpe "pop-elske-hoved", og det afspejler sig også i mine tekster.
 

Illustrerer den nye single, hvad vi kommer til at kunne forvente os af dit kommende album?

– Ja, meget. Den nye single er meget sigende for det, der kommer. Uha, jeg glæder mig meget til at spille resten for jer. Der er fokus på lysere melodier – dog stadig med lidt mørke hist og her.
 


Hvordan har du det med at skulle leve op til den mildest talt enorme succes, Velkommen Til Medina fik?

– Det tænker jeg ikke så meget over mere. Jeg gik sgu ret meget ned med flaget i starten over det pres, jeg følte, der var. Men det var mit eget mentale pres. Så da drengene i Providers sagde "Intet pres. Du skal jo bare gøre, du gør bedst" ... ja, så faldt brikkerne på plads.


Du hitter jo i USA for tiden. Hvad er dine planer over there?

– De er store... nej, jeg tager det hele, som det kommer. Jeg kan ikke stresse for meget over hele verden på en gang. Jeg er lykkelig over at være, hvor jeg er, og jeg er sikker på, det hele nok skal flette sig ind stille og roligt. Jeg fortsætter bare – no matter what.

 


 

 

 


 

ANNONCE