Tidligere Pattern Is Movement-medlem er klar med nyt projekt
Corey Duncan, tidligere guitarist i den amerikanske math-rock-gruppe Pattern Is Movement, har startet nyt projekt ved navn Oh! Pears, som indtil videre har udgivet ep'en "Fill Your Lungs". Genren er en blanding af guitaristens forkærlighed for klassiske komponister som Ravel og Tchaikovsky og moderne indie-pop såsom Grizzly Bear, Beirut og The Dodos.
I dag har bandet netop sluppet deres nye single løs. Den hedder "Under The Olive Trees" og er herhjemme udgivet af danske Kanel Records. Singlen er produceret af Jeff Zeigler, Kurt Ville-produceren, som også har arbejdet med blandt andre The War On Drugs og This Will Destroy You.
Oh! Pears drager på Europaturné senere i juni, hvor bandet blandt andet varmer op for TV On The Radio. Og efter det nyligt indgåede samarbejde med Kanel Records arbejdes der også på koncerter i Danmark.