Nyhed

Paris Hilton arbejder på nyt album

Den blonde arving lader sig ikke påvirke af dårlige anmeldelser, ringe salg og en annulleret pladekontrakt

Den 30-årige verdensstjerne og Hilton-arving har ud over bøger og skønhedsprodukter også gjort opmærksom på sig selv i tv-serier som "The Simple Life" og "My New Best Friend (Paris' BFF)".

I 2006 debuterede blondinen med det selvbetitlede album "Paris", der trods det mindre hit "Stars Are Blind" opnåede suværent dårlige anmeldelser og et så skuffende salg, at hendes pladeselskab Warner annullerede kontrakten. GAFFAs anmelder Gro Høyer Thielst tildelte albummet to ud af seks stjerner og skrev blandt andet følgende:

"Som arving af Hilton-hotel-imperiet lever Paris Hilton sit liv gennem pengene. Men desværre for hende, og faktisk også alle os andre, kan hun ikke købe sig til et musiktalent. Alligevel gør hun alt, hvad der står i pengenes magt for at camouflere sin manglende musikalske begavelse ved at købe guldrandede producere og sangskrivere til at lave lorten om til lagkage".


Men den optimistiske Hilton giver ikke op. Denne gang er hun dog opsat på at afprøve nye ting i forhold til udarbejdelsen af sit materiale og ifølge OK! Magazine udtaler hun:

"Jeg arbejder på mit album, som vil være en blanding af pop og også housemusik. Og dance... Det udkommer om et par måneder - måske denne sommer. Det er en ordentlig mundfuld. Jeg har så travlt".

Endvidere skulle hun have afsløret, at hun havde planer om at alliere sig med DJ Afrojack og andre "really dope DJ's". Paris håber på at udgive et dance-infueret album i løbet af denne sommer, men indrømmer som nævnt, at hun dog også har en masse andre ting på programmet. Tilbage i 2008 annoncerede Hilton også at hun havde en opfølger til debuten på vej, men den er altså ikke udkommet endnu. Ifølge hjemmesiden MusicRooms skulle albummet dog se dagens lys snarest.  


ANNONCE