Nyhed

Wong Boys-medlem leder ny elektro-højskolelinje

Stefan Kvamm bliver leder for ny højskolelinje for elektronisk musik

Højskolen Performers House i Silkeborg har ansat elektromusikeren og bybarnet Stefan Kvamm som leder af den nye linje. Højskolen tilbyder fra august lange kurser med hovedfag i elektronisk musik. 

Stefan Kvamm er kendt som den ene halvdel af duoen Wong Boys, ligesom han laver elektronik live for De Eneste To alias Peter Sommer og Stefans bror Simon Kvamm.

"Jeg synes, det er spændende, at Performers House satser på elektronisk musik. De fysiske og tekniske rammer på stedet er velegnede til genren. Jeg glæder mig til at være med til at bygge linjen op", fortæller Kvamm om det nye initiativ.


Der vil blive undervist i komposition, lydteknik og performance på linjen, og målgruppen er alle, der har lyst til at give sig i kast med den elektroniske genre. 

"Vi vil fokusere ligeligt på opbygningen af tekniske færdigheder, komposition af nye numre og performancedelen. Vi kommer til at råde over arbejdsstationer til fordybelse og programmering, øvelokaler til at teste og spille højt samt koncertsal. Målgruppen er både de øvede og de helt nye på banen. Der sidder en masse originale og talentfulde folk og roder med computere og lyd. Jeg tror, at det vil være en fantastisk oplevelse for mange at tage computer og musik med på højskole og dyrke og udvikle deres teknik og kunst sammen med en masse andre", sige Stefan Kvamm endvidere.

Han vil arbejde tæt sammen med producer Jakob Meyland (Visti & Meyland) om den daglige undervisning og vil invitere relevante gæstelærere fra branchen samt undervisere fra DIEM i Aarhus og Det Jyske Musikkonservatorium. 


Læs mere om linjen her.

ANNONCE