Nyhed

Digitalism kommer til København

Den tyske duo giver koncert i hovedstaden til efteråret

Til oktober lægger Digitalism vejen forbi Store Vega i København. Koncerten er en del af gruppens verdensturné, som skal følge op på deres andet album "I Love You Dude", der udkommer den 20. juni.

Digitalism, der består af de to hamborgensere Jens Moelle og Ismail Tüfekçi, fik deres store gennembrud med albummet "Idealism", som af GAFFAs anmelder Thomas Borre fik hele 5 stjerner og ordene: 

"Debutalbummet [...] byder på 15 stramt komponerede numre, der alle er spundet om en vital synergi mellem knivskarp electro, minimalstisk pågåenhed, rockpotens og hidsig houserytmik. Det er der kommet et yderst charmerende og energisk album ud af."


Digitalism har remixet for navne som The Cure, Depeche Mode, White Stripes, Klaxons og Daft Punk, og på det kommende album medvirker The Strokes-frontmanden Julian Casablancas.

- Hvis The Strokes er et rockband, der får folk til at danse, er Digitalism dansemusik, der får folk til at rocke. Vores ambition er at omdanne Store Vega til ét stort dansegulv. Men selvom vi har planlagt et stort show med masser af lysudstyr, er vi i den sammenhæng blot "fødselshjælpere". Det er Digitalisms musik, der gør forskellen, udtaler Jakob Bagterp fra arrangørgruppen Le Social, der står bag koncerten sammen med bookingbureauet Live Nation.  

Digitalism kommer til Store Vega lørdag den 22. oktober, og billetter kan købes her fra på fredag den 27. maj.


ANNONCE