Nyhed

Kiss Me Scarlett udgiver single

Det københavnske band har udgivet deres debutsingle og arbejder på et fuldlængdealbum

Rockbandet Kiss Me Scarlett har efter nogen tid i den danske undergrund, for alvor fået vind i sejlene, og har netop færdiggjort deres første single "It's Summertime", der udkom i mandags.

I september 2010 skrev bandet under på en international management-aftale med det dansk/engelske Spacedog Artist Management, og i foråret 2011 skrev de under på en pladekontrakt med Iceberg Records (The Blue Van, Dúné). Dette har blandt andet ført til "It's Summertime", som er produceret af producer-duoen Mark Wills og Dan Hougesen i Realfarm studiet, som ligger på Møn. 

Kiss Me Scarlett betegner sig selv som "et modstykke til den polerede electropop og et frisk pust på den ellers så indadvendte danske indie-musikscene". Bandets sange kredser om emner som kærlighed og fred mellem mennesker, hvilket underbygges af 60'er-inspirerede melodier.


Kiss Me Scarletts inspirationskilder, i forhold til sangskrivning, tæller blandt andre navne som The Beatles, The Kinks og Beach Boys, hvorimod bandets fremførelser på scenen er inspireret af hedengangne The Clash.

Den seks mand store gruppe kan i løbet af sommeren opleves live ved årets Spot Festival, Start Festival, Skanderborg Festival samt flere lokale spillesteder i Danmark. 

Indimellem koncerterne vil bandet igen gå i studiet, for at indspille deres debutalbum, der forventes at komme på gaden i efteråret 2011.


"It's Summertime" udkom i mandags den 16. maj på Iceberg/Playground Music. 

ANNONCE