L.O.C. har taget kaptajnhatten på igen

I dag er L.O.C.s album, Libertiner, på gaden, og GAFFA har fået en snak med Liam om albummet, der længe havde arbejdstitlen "Mens Jeg Venter På At Dø". Musikken er blevet til i samarbejde med Rune Rask og en ny samarbejdspartner ved navn Farhot:

 - Jeg har tre tracks med fra en afghaner, der hedder Farhot, og som bor i Tyskland. Jeg har lavet det meste af pladen sammen med Rune Rask, og vi kender jo hinanden ud og ind, hvad det musikalske angår, og Rune har jo sin dybde i musikken, og den skal matches, når man så hiver noget ind udefra. Det kan godt være svært at få noget, der er breakbeat-agtigt til at lyde som om, det er spillet på de mest organiske instrumenter i hele verden. Så det har været lidt en udfordring.

Hvem er Farhot, og hvordan er du kommet i kontakt med ham?

- Vi er begge to tilknyttet EMI Publishing og pludselig løb jeg ind i en masse spændende beats fra ham. Han er super musikalsk på en hiphoppet måde. Han har nogle melodier, som måske virker lige til, men som så alligevel har et twist. Rune og jeg har lavet musik sammen i ti år, og jeg ved, hvad Rune laver. Han overrasker mig selvfølgelig stadigvæk, men vi har begge to en ide om, hvor vi hver især vil hen, så det virkede som det helt rigtige at hive noget ind, som også gav det et strejf af hiphop, fordi vi rent musikalsk faktisk har bevæget os et godt stykke væk fra hiphoppen. Det er stadigvæk rap, der er udtryksformen, men musikken er ikke nødvendigvis hiphop længere. Så derfor synes jeg, det var fedt at hive nogle af de helt old-school elementer ind. Altså uden at det skulle være helt tilbage til at have kabel i mikrofonen, så man snubler på scenen. Det har været lidt spas at lave noget, der var hiphoppet, fordi jeg har bevæget mig så langt væk fra det. Men igennem Selvmord har jeg genfundet gejsten ved noget af det gamle. Jeg har haft min egen lille kunstnerkrise, fordi nogle af mine gamle ting rent tekstmæssigt ikke er så meget mig længere. Alt det der "Drik Din Hjerne Ud" og sådan noget. Jeg ville i virkeligheden gerne lidt væk fra det, og da vi så lavede Selvmord, var vi jo tre rappere, der hele tiden skulle matche hinanden, så det var ikke lige så meget ens eget, og når vi så var ude at spille, tog min store egocentriske tankegang ofte over, og jeg tænkte tit: "Nej, jeg skal jo stå og lave det her."  Så der fik jeg lidt en lyst til at lave noget, der kunne rumme lidt flere elementer af det gamle materiale.

Liv efter Selvmord

Hvordan har du det med Selvmord-projektet, nu hvor det er et overstået kapitel, og I har lukket projektet ned? Er du tilfreds?

- Det kan godt være, at det lyder småberegnende, men Selvmord blev mere eller mindre, som vi gerne ville det. Det var noget, der skulle stå for sig selv – selvfølgelig med støtte fra vores fans – men noget, som hverken var L.O.C. eller Suspekt, og som tog en musikalsk drejning, der gjorde, at der var mulighed for at hade os, hvis det var det, folk ville. Alligevel synes jeg, det holdt vand. Det var spændende at prøve at være med i en gruppe, for det har jeg kun prøvet, hvor det har været sådan noget: "Nå, nu går vi ned i klubben i dag og laver et beat, og så må vi se, om vi kan spille i næste weekend", men at være med i sådan et forløb, hvor jeg skulle være én ud af fem, der bestemte i stedet for selv at være den almægtige vise mand, har virkelig været spændende. Det har også givet mig gejst til selv at tage kaptajnhatten på igen. For os var det meget vigtigt ikke at være ulækre og tage ud at spille alt, hvad man kunne spille og malke projektet på den måde. Det skulle gøres rigtigt, og det skulle gøres, som vi havde lyst til, og det blev det. Det var et meget integritetsfyldt projekt, selvom vi var et moderne boyband, der sang om kærlighed, haha!

Om album-coveret – artworket, der er holdt i 50'er-stil:

- Jeg tror, at en af de ting, der tiltaler folk ved Mad Men-serien er, at mænd var mænd dengang. Der var en klar kønsfordeling. Jeg går helt sikkert ind for ligestilling, det skal der ikke være nogen tvivl om, men i dag er der nærmest ikke noget, der hedder "karrieremenneske" længere. Enten er man en mand, der forsørger familien, eller også er man karrierekvinde, og – nu skal man jo passe på, hvad man siger, men hvis der er noget negativt ved karrierekvinden, så er det at hun er det udelukkende for sin egen skyld, mens manden har jobbet for at forsørge familien. Kønsrollemæssigt er det selvfølgelig helt fint, men det er nedbrydende for den generelle familieværdi; fordi det jo så ikke længere handler om at forsørge det, der burde være vigtigst i hele verden, men i stedet for om at tilfredsstille dit eget behov for succes eller opmærksomhed. Det er på ingen måder dømmende, det er bare en konstatering. Der er selvfølgelig også masser af mænd, der udelukkende stræber efter karriere og glemmer familien. Men 50'erne fremstår stilistisk og moralsk for folk som en periode, hvor man havde snusk og snask – dengang hed det så at være dekadent – men alligevel var det moralens højborg. Man talte pænt til hinanden, selv hvis man skændtes. Vi er bare sindssygt egoistiske – hele holdet. Det kan godt være, vi kan undvære 150 kroner til Danmarksindsamlingen, men det er jo ikke næstekærlighed som sådan. Man følger jo ikke op på det. Det er blevet sådan en slags fast food-velgørenhed; "ka' jeg gøre det over telefonen, for ellers får I ikke noget? Sådan er den tid, vi lever i, og det er spændende.

Om gæsterne på pladen

U$O: Jeg tænkte, at hvis jeg skulle lave et nummer om at nyde livet, kender jeg ikke nogen, der har hænderne mere i vejret end U$O. Jeg ville gerne lave en feature-ting, og af helt naturlige årsager, så har det efter Selvmord skullet være med nogle folk, jeg gerne vil arbejde med, men så lytterne ikke sidder og er i tvivl om, hvorvidt det er et Selvmord-track.

- Så det er derfor, ingen af Suspekt-drengene medvirker på pladen?

- Jeg synes jo virkelig, at Andreas er den fedeste rapper i hele verden, men det ville være for forudsigeligt, hvis ham og Emil var med, og efter Selvmord synes jeg, det er vigtigt at prøve at skille tingene ad. Men U$O ville jeg rigtig gerne lave noget med igen. Manden kan så mange forskellige ting rapmæssigt, samtidig med at han kan skrive hooks og endda synge dem selv. Han har i det hele taget en rigtig stærk stil, så da han besluttede sig for, at han bare ville synge på nummeret, tænkte jeg: "Let the motherfucker sing, man", han kan jo, haha! Så det er ham, der endte med at blive den store feature på pladen.

Johan Olsen medvirker også. Hvordan kom det i hus? 

- Det kom sig egentlig af, at nummeret har den linje, der siger: "Hvorfor ser du så sur ud? Prøv engang at smile lidt mere", som skulle variere. Den skulle gå fra at være en linje, der tiltaler ens usikkerhed over at være noget irriterende til at være oprigtigt følt, og jeg kunne jo sagtens selv prøve at sige det, men Johan har en underlig autoritet i sin stemme, som jeg ikke selv ville kunne fremkalde. Han er meget distinkt og han kan få det til både at passe på noget, min far kunne sige til mig og noget, der kunne passe på ham den fulde tosse, der kommer og lægger armen om dig til festen. Hvis den tosse har en stemme i dansk musik, så er det sgu Johan, haha! Så jeg ringede til ham og sagde: "Jeg er sgu nødt til at stjæle din stemme til en enkelt sætning på et nummer." Og han sagde: "Ja, selvfølgelig. Hvornår skal jeg komme?", så det var befriende let.

Læs et stort interview med L.O.C. i GAFFAs aprilnummer