Nyhed

Det Elektriske Barometer holder 25-års fødselsdagsfest

Thulebasen, Oh No Ono, Choir of Young Believers og Vinnie Who fejrer DR's lytterhitliste på søndag

Hvilken teenager har ikke haft store, ubesvarede spørgsmål om livet, fremtiden og sig selv? I 25 år har DR's Det Elektriske Barometer lagt øre til lytternes problemer, tanker og betragtninger ved siden af præsentationen af den ugentlige lytterbestemte hitliste med alternativ musik – og ikke mindst godnatsangen naturligvis.

Den 13. november 1986 målte barometeret for første gang trykket og har siden gjort det hver søndag aften. Det fejrer holdet bag programmet med en koncert på selve fødselsdagen i DR Koncerthusets studie 2.

Kenan Seeberg, der i dag er journalist på B.T., var tilbage i 80'erne idémand bag programmet, ligesom det var ham, der sad bag mikrofonen i det første stykke tid. Han fik tanken, at det kunne være interessant at skabe en lytterbaseret hitliste, fordi der sandsynligvis ville komme en masse spændende historier med fra lytterne, når de stemte. Det viste sig at være mere sandt, end han havde forestillet sig.


– Pludselig følte man sig som del af et netværk over hele Danmark. Det blev en meget smuk tanke i virkeligheden. Man tændte lys søndag aften og følte, at man havde en kontakt med hinanden. Det blev til en helt fjerde ting, end man oprindeligt havde tænkt sig. Det er jo sådan noget, der bare opstår, fortæller Kenan Seeberg.

Det Elektriske Barometer havde ikke kun betydning for lytterne, der fik mulighed for at dele deres tanker på en tid, hvor Facebook og Twitter var lysår væk. Også for den danske musikscene har programmet haft betydning, især inden for de seneste 10-15 år, hvor indie har været stort.

– Der tror jeg, at programmet har betydet rigtig meget, eller det ved jeg, at det har, og i så høj grad at pladeselskaberne bruger det som en del af deres promotion for den slags bands. Det er vigtigt for selskaberne at få deres musik testet på barometeret, og kunstnerne opfordrer folk til at skrive ind, når deres nye single bliver testet.


Og selvom Kenan Seeberg i mange år ikke har været en del af programmet, kan han stadig høre, at den originale ånd lever videre i dag 25 år senere.

– Det er fedt stadig at høre entusiasmen i værternes stemmer, for jeg kan høre den fuldstændig samme entusiasme som i min generation.

Livemusikken til fødselsdagsfesten leveres af Thulebasen, Oh No Ono (billedet), Choir of Young Believers og Vinnie Who. Billetter kan købes på Billetlugen.


 

 

ANNONCE