Nyhed

Modeselektor: Vi bryder os ikke om anmeldere

Det anmelderroste tyske elektronikaprojekt besøgte Train forleden, og GAFFA fik en lang snak med dem

Torsdag aften gæstede det tyske elektronikaprojekt Modeselektor Train i Aarhus, og i den forbindelse fik GAFFAs Christian Lade Broch-Lips en lang snak med dem.

Modeselektor får ofte gode anmeldelser, og det fik de også i torsdags (læs GAFFAs femstjernede anmeldelse her), men det betyder ikke, at de er specielt glade for anmeldere. Til GAFFA siger de:

– Når vi spiller live er det vigtigste, at vi altid har drikkevarer på scenen. Det er noget virkelig lort at spille en koncert uden. Når det så er sagt, så er det vigtigt, at forholdene og lyden på spillestedet er god, og at vi føler os godt tilpas, når vi spiller. Og så at vi får solgt lidt af vores dvd'er. Men om publikum synes, det er fedt eller ej, det må de jo selv om. Vi vil ikke please dem. Og da specielt ikke anmelderne. For jeg bryder mig egentlig ikke om anmeldere, da anmeldelser er komplet subjektive historier. De er tit skrevet af musikere selv, der har sløset deres musikalske karriere væk, for at kritisere andre i stedet. Anmeldere er ofte gamle og bitre, og selvom man kan begejstre dem, er det for os helt ligegyldigt. Vi vil lave det, vi selv synes er fedt, siger Gernot Bronsert, og Sebastian Szary viser sin enighed med et roligt nik.

I interviewet fortæller Modeselektor også om to grupper, som de forbinder med Danmark: Efterklang og Olsen-Banden:

– Efterklang er skide gode, og Egon, Benny og Kjeld er vi jo som østtyskere vokset op med. Det var på højeste mode i DDR.

Læs hele interviewet i GAFFAs artikelsektion.

 

 

ANNONCE