Nyhed

Bob Geldof aflyser turné igen

Folk, der har købt billet Bob Geldofs koncerter i Skandinavien, må skuffes endnu engang

80'er-ikonet Bob Geldofs planlagte koncerter i Danmark, Sverige og Norge i oktober er aflyst af endnu uvisse årsager, oplyser promoteren Live Nation i Sverige.

Den irske musiker, sanger og sangskriver startede sin karriere som forsanger i bandet Boomtown Rats. Geldof har i mange år brugt meget af sin tid til forskellige velgørenhedsprojekter og blandt andet gjort sig bemærket som forkæmper mod global ulighed og fattigdom i Afrika.

I foråret udgav Bob Geldof et nyt album med titlen "How To Compose Popular Songs That Will Sell". Dette skulle have været fulgt op med en turné, der nu må aflyses.


Ikke første gang

I 2006 forsøgte Geldof også at sætte en turné op, men flere af koncerterne blev dengang aflyst grundet lavt billetsalg. Det gjaldt blandt andet de to planlagte koncerter i Forum i København og NRGI Arena i Aarhus. Denne gang skulle koncerterne dog have fundet sted på meget mindre steder.

Bob Geldof skulle have spillet følgende steder denne oktober i Skandinavien:


21.10 Gøteborg, Storan
22.10 København, DRs Studio 2
23.10 Oslo, Sentrum Scene
24.10 Uppsala, Katalin & All That Jazz
26.10 Stockholm, Nalen

Billetterne refunderes, hvor de er købt.

ANNONCE