NorthSide Festival satte i sidste uge 3.000 billetter til salg til særpris. Kun få af de disse billige billetter er tilbage.
NorthSide Festival 2012 afvikles i Ådalen i Aarhus i dagene 15.-17. juni, hvilket betyder, at festivalen i sit tredje år nu er blevet udvidet til tre dage. For at fejre dette valgte festivalen at sparke billetsalget til NorthSide Festival 2012 i gang ved at tilbyde 3.000 billetter til en særpris.
Uden at have annonceret et eneste navn solgte festivalen mere end 1.000 billetter den første dag, og siden da er salget gået så støt, at det forventes, at alle billetter vil være solgt i løbet af de kommende dage.
Det hurtige salg kommer ifølge festivalens talsmand, John Fogde, bag på festivalens arrangører:
"Vi er naturligvis meget stolte af, at vores publikum stoler på, at vi kan sammensætte endnu en fantastisk festival. Vi var godt klar over, at der er mange, der glæder sig rigtig meget til næste års festival. Men at det skulle gå så hurtigt med salget af billetterne til særpris, må vi indrømme er overraskende."
I år spillede navne som Band Of Horses, Elbow, Interpol, The Streets, White Lies og Turboweekend (billedet). 16.000 gæstede festivalen over to dage i juni. Der er endnu ikke offentliggjort navne til NorthSide Festival 2012, men de første aftaler forventes at være på plads til november.
Billetter til næste års festival kan købes via Billetlugen.dk. Besøg NorthSide.dk for mere info om NorthSide Festival 2012.