Nyhed

Svært at give Atilla besked om Les Djinns-sagen

Rettighedshaver Per Meistrup håber, at Atilla Engin får besked om udfaldet af "Les Djinns-sagen", men det er imidlertid ikke en selvfølge

Den 26. september blev der afsagt dom i den såkaldte "Les Djinns-sag" mod den danske gruppe Djuma Soundsystem, men det er ikke sikkert, at den rettighedskrænkede komponist og sagsøger Atilla Engin (billedet) får besked om udfaldet. Atilla Engin sidder nemlig ifølge medsagsøger Per Meistrup i kørestol i Brasilien, kan ikke tale og er svær at komme i kontakt med.

Djuma Soundsystem blev dømt for at have samplet og loopet 10 sekunder af Atilla Engins "Turkish Showbiz" til deres nummer "Les Djinns" uden at have fået tilladelse. Djuma Soundsystem skal i alt betale en erstatning på 747.183 kroner.

Musikforlægger Per Meistrup, der i kraft af sin status som forlægger og udgiver også har del i rettighederne til det nummer, der uden tilladelse er blevet samplet af Djuma Soundsystem, udtaler:


"Jeg håber, Atilla Engin må få besked om oprejsning for ærekrænkelsen af den manglende kreditering. Atilla fik konstateret hjerneblødning i 2010 og sidder i dag i rullestol og kan ikke tale. Han bor desværre i Brasilien og nærmest umulig at få kontakt til. Han lever af en meget lille renteindtægt fra sin opsparing, så han fortjener virkelig en afregning fra KODA."

Dommen

Dommen i det, der er den første danske retssag om sampling af musik nogensinde, blev afsagt i Københavns Byrret, og lød som følger:


"Thi kendes for ret.

De sagsøgte, Mikkas Skulstad, Lars Bjarno Jensen og Frantz Vilmer Thomasen, tilpligtes at anerkende at have været uberettiget til at udnytte sagsøgernes ophavsretligt beskyttede værk "Turkish Showbiz" ved eksemplarfremstilling og ved tilgængeliggørelse for almenheden ved spredning af eksemplarer til almenheden og offentlig fremførelse.

De sagsøgte, Mikkas Skulstad, Lars Bjarno Jensen og Frantz Vilmer Thomasen, tilpligtes at anerkende at have været uberettiget til at udnytte lydoptagelserne af "Turkish Showbiz" ved at eftergøre lydoptagelsen og ved at tilgængeliggøre denne for almenheden ved spredning af eksemplarer til almenheden og offentlig fremførelse.

De sagsøgte Mikkas Skulstad, Lars Bjarno Jensen og Frantz Vilmer Thomasen, skal inden 14 dage betale 747.182,82 kr. ekskl. moms til sagsøgerne Per Meistrup Productions Co. K/S og PMP Music v/PMP Group Nordic ApS og Atilla Engin, med tillæg af procesrente fra den 28. januar 2009 til betaling sker, og de sagsøgte skal endvidere betale sagens omkostninger til sagsøgerne med kr. 111.139.

Henriette Sartvin"

Læs hele udskriften af dombogen, som Per Meistrup har gjort tilgængelig her.


Djuma Soundsystem vil anke sagen

Som Politiken skrev den 28. september, så ønsker de tre sagsøgte medlemmmer af Djuma Soundsystem at anke sagen. 

De er ikke pricipielt uenige i, at de har krænket Atilla Engin og Per Meistrups rettigheder, men de synes, at erstatningsbeløbet er for stort.


"Jo, det er klart, at vi skal betale. Vi vil gerne vedkende os, at vi har solgt eksemplarer ulovligt, og at vi ikke har krediteret Atilla Engin", siger Lars Bjarno til Politiken.

"Men i og med, at vi kun har tjent omkring 140.000 kroner på "Les Djinns", er det alt for voldsomt, at vi skal betale så meget."

Det beløb er Per Meistrup og Københavns Byret imidlertid ikke enige i. Læs Per Meistrup udlægning af det økonomiske aspekt i sagen i dette svar til privatpersonen Jesper Hansen, der er provokeret over beløbets størrelse.


Djuma Soundsystem mener imidlertid, at det er pricipielt forkert, at de bliver stillet til ansvar for at have brugt 69 sekunder af "Turkish Showbiz", fordi de har taget 10 sekunder og loopet (gentaget) dem.

Sagen har derfor også fået stor opmærksomhed i pressen, da den er sin første af sin art i Danmark, og derfor kan gå hen og danne præcedens.

Som GAFFA tidligere har skrevet afholder Stefan Svensker Jørgensen og Mai Schaarup den 5. november en støttefest for Djuma Soundsystem, hvor alt overskuddet vil gå til at anke dommen.


ANNONCE