Nyhed

Accept til Amager Bio

Rock ud til det tyske metalband Accept, når de indtager Amager Bio den 30. oktober

Det tyske heavy metalband Accept er et af de vigtigste navne i udviklingen af den tyske heavy metal-scene, som nu tager på en Europaturné og lægger vejen forbi Danmark, nærmere Amager Bio den 30. oktober.

Accept er i disse år i gang med deres tredje genfødsel, efter de i 2009 igen valgte at finde sammen, denne gang med den tidligere TT Quick-forsanger Mark Tormillo og den originale guiartist, Wolf Hoffmann og ditto bassist, Peter Baltes i lineuppen sammen med guiarist Herman Frank, der var med i gruppen fra 1982-1983 og igen fra 2004 og trommeslager Stefan Schwarzmann, der kom til i 2005.

Accept blev dannet tilbage i 1968 af den nu tidligere forsanger Udo Dirkschneider, guitarist Wolf Hoffmann og bassist Peter Baltes. Den oprindelige line-up bestod af Dirkschneider, Hoffman, Baltes, Gerhard Wahl og Frank Friedrich, og sammen udgav de deres selvbetitlede debutalbum i 1979. Efter debuten valgte Wahl og Friedrich at forlade bandet og blev erstattet af Stefan Kaufmann og Jörg Fischer. I 1980 udkom "I'm A Rebel", efterfulgt af "Breaker" i 1981, som landede dem et job som support for Judas Priest på deres verdensturné, hvilket skabte en opmærksomhed for bandet uden for Europa. "Restless And Wild" udkom i 1982 og markerede en udvikling i bandets lyd, som indeholdt karakteristika fra genren som senere blev døbt for speed metal.


I 1983 udkom "Balls To The Wall", som lyrisk indeholder temaer omkring politik og seksualitet og var med til at give metalbandet en mainstream succes. I 1985 fulgte "Metal Heart", som repræsenterede bandets kreative toppunkt og udløste en verdensturné. Efterfølgeren "Russian Roulette" udkom i 1986, hvorefter Dirkschneider valgte at fokusere på en solokarriere.

Kortvarig ny forsanger, gendannelse af original line-up og endnu en genfødsel

Med amerikanske David Reece som ny forsanger udgav Accept "Eat The Heat" i 1989, som blev det sidste fra bandet i fire år, da de valgte at stoppe, da Kaufmann pådrog sig en seriøs rygskade under en turné, og problemer opstod mellem bandet og Reece.


Det varede dog ikke længe før Dirkschneider mødtes med Hoffmann, Kaufmann og Baltes, hvor de besluttede at gendanne bandet med de originale "kernemedlemmer". Comebackalbummet "Objection Overruled" udkom i 1993 og blev en succes i Europa og USA. Bandet tog herefter på endnu en verdensturné for at promovere deres tiende album, "Death Row", som udkom i 1994, efterfulgt af "Predator" i 1996.

Mellem 1997 og 2004 valgte alle medlemmer at fokusere på deres egne projekter, hvorefter de kortvarigt var samlet igen i 2004-2005, men ikke udgav nyt materiale. I slutningen af 2009 begyndte rygter at florere om en eventuel gen-gendannelse af bandet, og sandt nok samles bandet for tredje gang, denne gang med den tidligere TT Quick-forsanger Mark Tormillo og bandets originale guitarist Hoffmann og bassist Baltes samt guitarist Herman Frank og trommeslager Stefan Schwarzmann. Efter en albumpause på næsten 15 år udgav den nye line-up det stærkt roste comebackalbum "Blood Of The Nations" i 2010, et album der med sin klassiske heavy metal lyd cementerede tyskernes position på verdenskortet.

Man siger at tredje gang er lykkens gang, og det kan danskerne nu selv bedømme, når Accept indtager Amager Bio den 30. oktober med et dugfriskt trettende album "Stalingrad", som udkom den 6. april.


Billetter til koncerten den 30. oktober i Amager Bio kan købes her

 

ANNONCE