Den danske sangerinde er på Europatour og skriver hjem fra landevejen
CALLmeKat, som netop har udsendt sit andet album, det anmelderroste "Where The River Turns Black", er for tiden på en længere Europaturné og skriver hjem til GAFFAs læsere:
CALLmeKAT turnédagbog # 1
Kilometer kørt = 2.139
Koncerter spillet = 5 (Bremen, Berlin, Offenbach, Thun, Zürich)
Vigtigste motorvejserfaring hidtil: Drik ikke kaffe af mærket "Shell Café".
Største drama hidtil: At yndlingskeyboardet gennem 7 år, Casio SK-1, ikke kom med i turnébilen (R I P).
Største helt hidtil: Kai fra det tyske pladeselskab, fordi han tog forbi en mand vi fandt på ebay, som havde et SK-5 til salg, som Kai derefter bragte til koncerten i Berlin. For 70 euro lyksalighed.
Motorvejen kalder: Vi er på vej rundt i Europa: Det nye CALLmeKAT album "Where The River Turns Black" udkommer i hele Europa næste uge, og derfor går turen til Tyskland, Schweiz, Frankrig, Holland og Belgien. Med mig i turnébilen er Joe Magistro, som er producer og trommeslager/m.m. på det nye album. Bilen er pakket i bedste Tetris-stil, og vi er nået ned gennem Tyskland til Schweiz. Jeg skriver fra et meget lyserødt hotelværelse midt i Zürich. Enhver 7-årig piges drøm/60'er-bizart-pink Barbieværelse. Vi skal spille 3 sange live på schweizisk nationalradio i dag. Ligesom i Tyskland har de modtaget pladen godt hernede i alpelandet. Det er fedt!
Solen skinner, vi har en tilforladelig internetforbindelse for første gang på turnéen, kaffen er god - og vi har "fri" indtil kl. 14. Ah.
Se flere kapitler i den kommende tid samt billeder i GAFFAs artikelsektion.