Nyhed

Indspillede Kurt Cobain et soloalbum?

Holes tidligere guitarist Eric Erlandson siger, at Cobain havde materiale nok til et ”White Album”

Den tidligere Hole-guitarist Eric Erlandson har til tv-stationen Fuse fortalt, at Nirvana-frontmanden Kurt Cobain havde indspillet et helt album med solodemoer, inden han døde i april 1994, sange som stort set ingen nogensinde har hørt før. Erlandson fortalte til Fuse, at Cobain gik i en "rigtig cool retning" og at soloalbummet ville være blevet sangerens "White Album".

Erlandson fortæller videre omkring Cobains soloalbum, citeret af NME: "Han gik i en rigtig cool retning. Det ville have været hans "White Album". Det var virkelig, hvad han ville beskæftige sig med, et soloalbum, men at arbejde med forskellige folk". Erlandson forsætter: "Jeg var virkelig vild med noget af det, som han arbejdede på. Jeg fik mulighed for at opleve ham spille det for mig. Det er derfor, at jeg var så trist, da han døde. Han blev afbrudt. Hvem ved, hvor denne musik kunne have bevæget sig hen?".

Herefter bliver Erlandson spurgt, om han tror at disse demoer ville blive udgivet, hvortil Erlandson svarer, at han håber på det, men at han ingen kontrol har over det. "Jeg har ikke kontrol over de ting. Jeg ønsker bare, at noget ville blive samlet. Jeg tror, at fansene vil være en hel del gladere. Hvis ingen kommer til at høre sangene, undtagen omkring tre personer, jamen så er det den måde, det kommer til at gå. Jeg har hørt nogle snakke om at sammensætte nogle rå, akustiske ting."

Guitaristen kan også bekræfte, at indspilningerne indeholder en coverversion, men han ville ikke afsløre, hvilken der var tale om. Han tilføjer dog: "Der er en coverversion. Jeg vil ikke sige, hvad det er. Jeg ejer ikke de her ting. Jeg håber bare, at de en dag vil blive udgivet for fansenes skyld. Det er bare så hjerteskærende. Det er ingen overraskelse. Det er en meget sød og rørende sang".

Om et "White Album" fra Cobain eksisterer, er endnu ikke blevet bekræftet af andre end Erlandson.

Eric Erlandson stiftede i 1989 gruppen Hole sammen med Kurt Cobains senere kone Courtney Love og var med til gruppens opløsning i 2002. Han var dog ikke med, da Love i 2010 udgav albummet "Nobody's Daughter" under navnet Hole, men spillede fredag den 13. april to numre med midt-90'er-udgaven af Hole (Love, Erlandson, bassist Melissa auf der Mauer og trommeslager Patty Schemel) ved et arrangement i New York.

ANNONCE