Nyhed

Kasper Bjørke: Man skal huske at lege

Den travle producer er aktuel med albummet "Fool"

Vært på radioprogrammet 4/4 på P6Beat, manager for Anders Trentemøller, producer og klub-dj. Listen over arbejdstitler kunne fortsætte for Kasper Bjørke, som netop er hjemvendt fra New York i embeds medfør og er aktuel med sit tredje elektroniske udspil, Fool. Selvom opfølgeren til den roste Standing On Top Of Utopia udkommer den 1. april, afviser den selvudnævnte hipster og kontrolfreak dog en dybere sammenhæng med aprilsnaren og albummet.

– Det var faktisk et rent tilfælde, da vi lavede udgivelsesplanen, at det pludselig gav mening at sigte efter 1. april. Pladen hedder Fool, men det er ikke derfor. Det hænger som sådan ikke sammen, fortæller produceren, der ikke er bange for at bruge selvironi.

– Man skal huske at lege og være fri – det er den ene forstand af det med, at den hedder Fool. Derudover er det også et lille selvironisk kig i spejlet i forhold til den type musik, som jeg laver. Det er sikkert også den type, som mange opfatter mig som værende. Jeg har jo de her store briller og bliver ofte kaldt "hipster", ikke? Jeg er den første til at grine af mig selv. Det er lidt ligesom dengang LCD Soundsystem lavede "Losing My Edge" en lidt ironisk sang om det at blive gammel i et ungt miljø og ligesom se sig selv lidt udefra. Originalt havde jeg også en ide om, at coveret skulle være et spejl, hvor der så skulle stå "Fool" i midten. Så når man holdt pladen op, så så man sig selv, men det blev desværre for dyrt at lave! Men der er alle mulige aspekter i det der Fool. Det er et sjovt ord, fordi det både kan betyde "at narre" og "at fjolle".


 

Jacob Bellens som munter discosmølf

Fool er delt op af en "Hungry Side" og en "Foolish Side", hvilket samtidig repræsenterer producerens forkærlighed for vinylpladens tosidede dimension. Men for Bjørke er sideopdelingen også et stilistisk greb, der gør ham i stand til både at levere radiovenlige disco-numre med Jacob Bellens (I Got You On Tape/Murder) og på den anden side suge lytteren ind i sin mørke legestue, hvor de to koryfæer fra Laid Back kigger forbi.


Der er ikke mange, der kan få den seriøse melankoliker Jacob Bellens til at springe ud som disco-crooner, men i selskab Kasper Bjørke virker det som om, at han aldrig har gjort andet, hvilket den elektroniske producer også mener er tilfældet:

– Mit univers er meget sådan håndspillet elektronisk disco, og det synes jeg swinger ret godt med Jacobs vokal. Lige fra da jeg hørte de første demoer med I Got You On Tape, tænkte jeg "ok, ham sangeren gad jeg godt arbejde sammen med", fordi han ligesom har disco-beatet i sig, og det synes jeg, at jeg god til at få frem, når vi arbejder sammen. Det er målet med at arbejde sammen, at vi laver noget, som på en eller anden måde løfter én op og som groover, fortæller Kasper Bjørke.

Samarbejdet, der startede på producerens anden udgivelse, udgør på dette album hele Hungry Side, hvor sangerinden Emma Acs også bliver inviteret indenfor. Kasper Bjørke pointerer, at det er en markant anderledes arbejdsproces, som han generelt har med Jacob Bellens i forhold til hans mange andre kollaborationer.


Når jeg har arbejdet sammen med alle mulige andre sangere, så laver jeg grunden og afleverer det, og så skriver vedkommende noget til det. Men med Jacob er det omvendt. Han kommer med noget til mig eller han spiller nogle demoer, som han har indspillet på klaver derhjemme, og så vælger jeg så de numre ud, som jeg godt kunne tænke mig at arbejde videre med. Jacob er meget produktiv, så jeg har bare fået en masse forskellige numre og forholdt mig til dem og fundet dem, som jeg gerne ville arbejde med. Så har jeg efterfølgende produceret dem op fra bunden, det vil sige, at jeg har valgt i hvilken retning at sangene skulle tages.

Han lyder nærmest "jolly" på nogle af numrene! Har du haft indflydelse på det?

Jeg vil sige, at i forhold til sidste plade, hvor jeg også lavede numre med ham, er han nok begyndt at skrive lidt mere "jolly" sange, og det tror jeg er en positiv ting for ham. Det er fedt, at han bevæger sig over i den retning. Det virker også som om, at han er blevet inspireret af vores samarbejde på nogle af de ting, som han har lavet på den nye I Got You On Tape-plade. De er blevet noget mere disco- og dansevenlige, end hvad de var på forrige plade. Så jeg tror måske, at vi inspirerer hinanden begge veje – uden at vide det.


 

Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion

ANNONCE