Nyhed

Kristina Renée udgiver mini-album

Den danske sangerinde er klar med debut forud for koncert på Spot Festival

'For Now' er, som titlen antyder, et musikalsk øjebliksbillede, hvor den 25-årige sangerinde, sangskriver og producer giver foråret følge med en håndfuld electropopsange. Sangene er indspillet i perioden februar til april i år med Anders Dixen som producer, Renée selv som co-producer og mixet og masteret af Mads Nørgaard (Who Made Who, Spleen United m.fl.). 

Kristina Renée livedebuterede allerede sidste år for et større publikum, da hun blandt andet spillede support for udsolgte koncerter med The Kooks og Jamie Woon i Store Vega og optrådte ved Spot Festival. Igen i år skal sangerinden give koncert til den århusianske upcomingfestival, når hun indtager Rytmisk Sal i Musikhuset den 5. maj. 

"For Now" blev udsendt i går mandag og kan downloades gratis via hendes hjemmeside samt streames på internettet. Første single fra albummet, "We Know No Pain Tonight", ligger allerede nu klar til gratis download på hendes hjemmeside og her via Soundcloud. Senere på foråret udkommer "For Now" i formaterne cd og vinyl. 


Her kan du høre singlen "We Know No Pain Tonight":

ANNONCE