I dag udsender Rufus Wainwright sit syvende album og gæster Falconer Salen.
På en kridhvid sofa på et hotel i London slænger Rufus Wainwright sig, mens fingrene stryger igennem håret, som i en shampoo-reklame. Selvom scenariet egentligt bare passer til hans diva-image, er han hurtigt til at undskylde for den liggende positur, han holder interviewet igennem. For som han forklarer, er det fjerde dag i streg booket helt op med interviews, og det er begyndt at tære på ham. – Alle elsker åbenbart mit nye album, men det betyder så også, at alle, og jeg mener ALLE, vil tale med mig. Så det er altså rigtigt hårdt, at have lavet et så fantastisk album, siger han med den højlydt latter, der konstant luftes.
Efter at have kanaliseret Judy Garland live, dykket ned i operaens verden med værket Prima Donna og skåret udtrykket helt ind til benet, på det sårbare forrige udspil, er Rufus igen klar til at omfavne poppen. Og man behøver ikke have hørt mange minutter af Out Of The Game, for at indse, at popmusikken virkelig har brug for en begavelse som 38-årige canadier. Men hvorfor fik han selv brug for poppen igen?
– Jeg fik simpelthen brug for en ferie, fra den verden jeg levede i. En verden præget af død, fødsel, opera og Judy Garland. Jeg blev bare lidt for overvældet over alle de tunge emner i mit liv, så da jeg gik i studiet, var jeg virkelig forberedt på at have det sjovt og overlade noget af kontrollen til Mark (Ronson, albummets producer og manden bag plader med blandt andet Amy Winehouse og Duran Duran, red.) Jeg har også fået en ny værdsættelse af pop, for før i tiden troede jeg det hele handlede om at sælge mange plader og blive billionær i en fart, men efter at have været opslugt af den klassiske musik, har jeg indset, at popmusik bare handler om at have det sjovt. Og så har det altså også været rart at kunne omgås unge mennesker igen.
Har du kendt Mark Ronson længe?
– Jeg har kendt til ham i mange år, både professionelt og personligt, for vi har mange fælles venner, som for eksempel Sean Lennon. Før i tiden har jeg jagtet store producere, som Nigel Godrich og Nellee Hooper, og selvom de værdsatte min musik, så kom jeg altid i anden række, fordi de lige skulle lave en ny plade med Radiohead eller Madonna, eller hvad ved jeg. Så Mark er den første hotte producer, jeg har arbejdet med. Og han sagde altså ja, øjeblikkeligt efter jeg spurgte, om vi skulle lave en plade sammen. Det endte faktisk med, at han jagtede mig, så vi kunne komme i gang med at lave albummet. Han ville høre alle mine nye sange og de gamle fra gemmerne. Han var virkeligt dedikeret og ringede og spurgte ind til sange og kom med forslag igennem et helt år. Så da vi omsider gik i studiet, så havde han virkelig læst op på lektierne – og hans hår sad perfekt – og vi fik færdiggjort albummet på kun to måneder.
Godt du nævnte håret, for jeg ville høre om der var nogen form for rivalisering imellem jer, om hvem der har det bedste hår?
– Vores hårfilosofi er meget forskellig, for jeg har aldrig redt en kam igennem mit hår, men han har brug for god tid til at vække og sætte sit hår om morgenen. Så på den måde har jeg jo klart det bedste hår. Det sidder jo bare som det skal.
Man kan nemt få indtrykket af dig som værende en perfektionist, så hvordan var det et indgå et regulært samarbejde.
– Mark er en fascinerende person, for når han først tager producerhatten på, altså bortset fra, at han ikke tager en hat på, for han vil ikke ødelægge frisuren, så er han virkelig den ægte vare. Og på denne plade har han virkelig båret producerhatten, eller lad os sige producerhættetrøjen. Han var virkelig målrette med at hjælpe med at fremme min lyd og min artistiske vision. Det gjorde, at jeg stolede på ham og gav ham lov til at prøve alle sine ideer af. Han var hele tiden meget bevist om, at det var mit album, vi lavede, og det er jeg dybt taknemmelig for. For han var bedre til at finde frem til min styrke, end jeg måske selv var. Især efter selv at have produceret mine sidste to plader, og selvom jeg er glad for de plader, så var det som at se sig selv i spejl, man holder helt tæt på ansigtet. Der var Mark altså god til at give mig noget plads, så jeg kunne se det hele udefra.
Man lærer altid noget nyt, når man samarbejder med andre, så hvad tror du, Mark har lært af samarbejdet med dig?
– Jeg sørgede for alle strygerarrangementerne og stod for at guide korsangerne, så jeg tror, at Mark har udviklet en større forståelse for det harmonimæssige. Der er for eksempel et øjeblik i Sometimes You Need, hvor strygerne pludselig flyder ind i billedet, og det tog en dag eller to, før han accepterede og forstod det, men nu elsker han det. Så jeg tror, han er blevet mere sofistikeret af vores samarbejde.
Læs et længere interview i GAFFAs artikelsektion.
Køb billetter til koncerten i Falconer Salen 23. april via GAFFA Live.
