Nyhed

Beth Hart-album på trapperne

Den amerikanske sangerinde udgiver nyt til oktober

"Bang Bang Boom Boom" er navnet på det kommende udspil fra Beth Hart, som har fået udgivelsesdatoen den 8. oktober. Ifølge pressemeddelelsen kommer albummet til at udgøre personlige beretninger om gode og dårlige oplevelser i sangerindens liv og dykker med i de mange forskellige inspirationskilder, som hun har beskæftiget sig med, siden debutalbummet udkom i 1996.

Sidste gang Beth Hart udgav et soloalbum var i 2010. "My California" er produceret af danske Rune Westberg og fik en meget blandet modtagelse herhjemme. BT gav albummet de maksimale seks stjerner og mente, at det var sangerindens bedste album nogensinde, mens vores egen Jan Opstrup Poulsen var lidt sværere at begejstre. Han uddelte tre stjerner, men var dog stadig glad for den musikalske drejning, som albummet præsenterede:

"Og der er sket musikalske omvæltninger hos den udtryksfulde sangerinde. Udtrykket er stadig den traditionelle amerikanske rockmusik, men hvor Beth Hart tidligere har følt trang til at skrige sine sjælekvaler ud med en voldsom orkanstyrke, så er der skruet gevaldigt ned for styrken på albummet. Det er derfor muligt både at høre melodierne og nuancerne i Beth Harts vokal, og det klæder både hende og sangene".


På det kommende album er det Kevin Shirley (Aerosmith, Dream Theater, Iron Maiden med flere) som har siddet i producerstolen, og pressemeddelelsen lover, at man på "Bang Bang Boom Boom" kan opleve rockchicken folde sig ud som en ægte lady.

Beth Hart var også sidste år albumaktuel med "Don't Explain", som hun leverede i samarbejde med guitaristen Joe Bonamassa, og som indeholdt ti fortolkninger af soul- og bluesklassikere. 

Se en teaser for albummet her.


ANNONCE