I morgen afholdes verdens største biograf-dance-fest
Mere end 600 biografer verden over vil i morgen den 31. august kunne vise Fatboy Slims "Big Beach Bootique", som er optagelser fra showet i Amex Stadium fra starten af juni. Cinemateket i København lægger også lærred til denne verdens største biograf-dance-fest, som samme aften også har premiere på The Chemical Brothers' "Don't Think".
Dette bliver altså en mulighed for at komme helt tæt på det meget omtalte live-show fra Amex Stadium, som dj'en og big beat-musikeren Fatboy Slim selv betegner som et af karrierens største musikoplevelser.
Det var planlagt, at Fatboy Slim skulle have besøgt Danmark i forbindelse med Sundown Festival i slutningen af juli, men grundet dårligt vejr og svigtende billetsalg blev den elektroniske endagsfestival aflyst. Der er dog kun lidt over en uge til, at man faktisk kan opleve Fatboy Slim på dansk grund, når han sammen med Den Sorte Skole giver koncert i TAP1 den 8. september.
GAFFA har netop talt med Fatboy Slim og blandt andet fået et par kommentarer om "Big Beach Bootique":
Din koncertfilm Big Beach Boutique 5 Cinema Dance Party har premiere fredag den 31. august. Er det en film, man skal sidde og se, eller forventer du rent faktisk at folk fester og danser til den?
– Jeg kan desværre kun selv være til premieren her i Brighton, hvor jeg bor, men mit håb er, at folk vil give slip og have det sjovt. Her i Brighton ved jeg, at de har tilladt at folk danser mellem stolerækkerne, de har en åben bar før filmstart, og de opfordrer folk til at tage det pæne tøj på og holde en ordentlig fest. Så jeg kan kun håbe, at de gør noget lignende i de andre biografer.
Filmen bliver vist på samme tid i mere end 600 biografer verden over. Hvem kom på den idé og hvorfor?
– Filmselskabet kom på idéen. I begyndelsen var det meningen, at den kun skulle udgives på dvd. Men så kom forslaget om en biografpremiere på banen. Det kan forhåbentlig bringe et anden perspektiv ind i det – noget mere energi. Det er jo ikke ligefrem en Coen-brødrene-film, som du skal sidde og nyde tirsdag aften med din kæreste. Det er meningen, du skal have et par drinks i dig inden og gå ind til en fest-oplevelse.
Som en lille teaser til denne koncert kommer de 30 første personer med billet til Fatboy Slim-koncerten gratis ind i morgen, når Cinemateket viser "Big Beach Bootique".
20:00 - Dørene åbnes
21:30 - Chemical Brothers - Don't Think
23:15 - Fatboy Slim - Big Beach Bootique 5
Billetter købes på Cinematekets hjemmeside.
Se traileren til "Big Beach Bootique"
Læs et længere interview med Fatboy Slim på GAFFA.dk mandag den 3. september.





