Den efterspurgte efterårsturné kan nu også byde på reggae og dancehall
Lukas Graham nærmer sig med hastige skridt tripel-platin for debutalbummet, og også den kommende efterårsturné er meget efterspurgt. Både koncerterne i Aarhus og Odense er blevet opgraderet, og en ekstra koncert er desuden blevet tilføjet i Falconer Salen. Dermed er der kommet ni muligheder for at se Lukas og band i løbet af efteråret, og nu er Wafande også blevet annonceret som special guest på turnéen.
Lukas Graham udtaler selv: "Wafande er et naturligt valg, da vi har kendt hinanden i mange år, og vi swinger godt sammen. Hans musik er glad og beder folk om at synge med, så jeg er sikker på, at han vil skabe en fest for publikum."
Wafande er lige nu aktuel med sin nye single "Uartig", som allerede ligger højt på airplay-listerne. Han har desuden hittet stort med nummeret "Gi' Mig Et Smil" fra sit debutalbum "Du Ved Det", der af GAFFAs Henrik Bæk fik flotte fem stjerner under overskriften: "Ingen sure miner, hængemulerier eller tudefjæs, kun gode vibrationer på Wafandes debutalbum".
Billetter til koncerterne kan købes via GAFFA Live
Lukas Grahams turné + Wafande:
27. sep.: Esbjerg, Tobakken
28. sep.: Odense Idrætshal
29. sep.: Vejle Musikteater
30. sep.: Aalborg, Skråen, Multisalen FÅ BILLETTER
2. okt.: København, Falconer Salen EKSTRA KONCERT
3. okt.: København, Falconer Salen UDSOLGT
4. okt.: Herning Kongrescenter
5. okt.: Aarhus, SCC
7. okt.: Greve, Portalen FÅ BILLETTER





