Nyhed

Marie Fisker fortæller om nyt album

”So, Hoes & Heroes” er titlen på sangerinden kommende album

Marie Fisker er om en måneds tid aktuel med sit andet studiealbum, "So, Hoes & Heroes", som ifølge pressemeddelelsen "varsler et poetisk ekko. Et ekko af indre spejle, lag af billeder og bogstaveligt talt erfaringers relative erindringer. Teksterne er til tider abstrakte og indeholder både en rå kant og en drømmende lidenskab".

Sangerinden debutrede tilbage i 2009, først med ep'en "ep", og siden fuldlængdealbummet "Ghost Of Love". Begge udgivelser fik fire stjerner af GAFFAs Ole Rosenstand Svidt, som blandt andet skrev om debutalbummet: "Hendes tilbageholdte sangforedrag fungerer fint, sangene er velskrevne, og Fisker og Jakob Høyers produktion er fremragende. Instrumenter som akustisk guitar, tamburin, orgel og slide-guitar går op i en højere enhed med vokalen, og Steen Jørgensens (eks-Sort Sol) mørkemandsstemme lyser op på "City Lies" og duetten "Good Till Now". Absolut lovende, og med lidt mere personlighed kan Marie Fisker blive decideret fremragende."

I 2011 udkom ep'en "Mirror Mirror Mirror", hvor tre danske artister fortolker Maries egne numre, og samme år modtog hun Musikkritikernes pris "Steppeulven" som Årets Håb. Siden har sangerinden turnéret med Anders Trentemøller, og samarbejdet er også at finde på forskellige udgivelser, senest dobbeltvinylsinglen "My Dreams".    


"Det har været fantastisk at rejse så meget og synge for tusindvis af mennesker sidste år. Et urbant nomadeliv. Samtidig er jeg afhængig af fordybelsen… en udmærket nødvendighed, når man skal fordøje indtryk, og det er også hér min inspiration folder sig ud. Jeg har læst en del poesi de sidste par år, og det har præget min sangskrivning. Jeg har mit eget studie og kan derfor arbejde fleksibelt. At arbejde alene, eller med Jakob, i studiet er en proces der bygger på impulsive ideer og fornemmelser. Vi er på mange måder hinandens modsætninger, hvilket er godt for dynamikken, og heldigvis lige stædige kunstnerisk", udtaler Marie Fisker.

Jakob Høyer har produceret "So, Hoes & Heroes", og Ian Caple (Tindersticks, Tricky) har stået for at mikse det.

"Det har været en inspiration for denne plade, at lyden ikke nødvendigvis bekender genre, men lader sig farve af indflydelser og frem for alt at skabe stærke originale numre. Både forbilleder som Tindersticks, The Gun Club og Patti Smith har inspireret", siger Marie Fisker.


Under indspilningerne har også Rune Kjeldsen (guitar), Jens Hein (bas) og Anders Christensen (bas) bidraget med deres talenter og også optrådt med Marie live. Henrik Liebgott har skrevet musikken til "Caravan Faces" og Steen Jørgensens (Sort Sol) stemme pryder igen albummet, med sit bidrag til duetten "Silver Screen"

Pladen udkommer den 24. september og ender med en hyldest til The Gun Clubs "Mother Of Earth" som det eneste covernummer.

Lyt til førstesinglen "On The Beach"


Marie Fisker kan blandt andet opleves live her:

1. nov: Vanløse - Kulturstationen

2. nov: Hillerød - Slotsbio


3. nov: Odense - Kansas City

ANNONCE