Nyhed

Ny single fra Private

Thomas Troelsen arbejder sammen med Genasis på nyt udspil

"Troelsen pakker karnevalsslagtøj, spansk guitar, 80'er-synthesizers og bølge efter bølge af syng med-kor sammen i treethalvt glade minutter og svømmer dermed imod den nuværende strøm i generisk dance-pop, som oversvømmer hitlisterne på begge sider af Atlanten".

Sådan beskriver pressemeddelelsen det seneste udspil fra Private, alias Thomas Troelsen. Singlen "Everywhere" er det første nye materiale fra Private i fire år, og her har Thomas Troelsen fået besøg af det nyeste medlem fra 50 Cents G-Unit, Genasis.

Nummeret bliver udgivet den 3. september og er den første i en planlagt serie af singleudgivelser fra Private, som dog ikke har planer om et egentligt nyt album. "Hvem pokker har alligevel tid til at lytte til albums?", lyder det fra musikeren.


Thomas Troelsen, Tanja Simonsen og Asger Tarpgaard, der alle har en fortid i Superheroes, debuterede tilbage i 2007 med albummet "My Secret Lover", hvis titelnummer indbragte platin og flere rosende ord. Debuten fik af GAFFAs Erik Barkman fire stjerner og blandt andre følgende ord med på vejen:

""My Secret" Lover finder sin inspiration hos de kitschede popkonger Stock, Aitken & Waterman, i synthesizer-soul med plukket overskæg og alle de mest håbløst forældede passager på Michael Jacksons og Princes firseralbum. Lag på lag af synthesizere, syntetiske håndklap, falsetkor og diskantede beats tilsat en Troelsen, der aldrig har sunget bedre. (…) "My Secret Lover" er måske nok lutter fest, skæg og ballade, men der er virkelig kælet for detaljerne. Musikalsk candy floss, ja, og form uden den helt store substans. Men hvilken form!"

Året efter kom "Private Party", som både indeholdt sange fra debuten og nyt materiale, men siden har man ikke hørt meget fra det private projekt.


Thomas Troelsen har siden 2001 haft sit eget studie Delta Lab, og han har produceret landeplager som Junior Seniors "Move Your Feet" og Drengene fra Angoras "De skal have baghjul nede i Touren", samt været med til at skrive Auras hit "Geronimo". Nu er han imidlertid igen klar til at præsentere sig under navnet Private og er den 3. september klar med den første af en række nye singler.

ANNONCE