Nyhed

Politi: Veronica Maggios lydmand faldt af bussen

Politiet har nu endeligt identificeret den døde mand på motorvej E20 som lydmanden og musikeren Tom Hofwander

Midt- og Vestsjællands Politi har nu endeligt bekræftet, at den mand, der blev fundet døende i nødsporet på motorvej E20 ved Bjæverskov på Midtsjælland natten til mandag, kun iført en Veronica Maggio-T-shirt og underbukser, er identisk med den 58-årige svenske lydmand, musiker og koncertarrangør Tom Hofwander. Hofwander er nu blevet identificeret af pårørende.

Det fremgår af en pressemeddelelse, Midt- og Vestsjællands politi har udsendt onsdag, og som BT citerer. 

Her fremgår det også, at buschaufføren kørte videre uden at registrere, at den 58-årige mand var faldet ud af bussen. 10 kilometer længere fremme opdagede chaufføren, at bagdøren stod åben. Herefter standsede han bussen og lukkede døren, som intet var hændt, har han oplyst. Først senere opdagede folk i bussen, at lydmanden var forsvundet.


Ved en obduktion mandag blev det konstateret, at den afdøde ved fald havde fået brud på kraniet med efterfølgende blødning i hjernen. Dødsårsagen blev oplyst som kvælning forårsaget af nedsivet blod, skriver BT.

Den 58-årige er fra Stockholm-området, og han arbejdede som lydtekniker for den svenske sangerinde Veronica Maggio, der spillede på Smukfest søndag aften. Maggio og hendes stab var på vej fra Smukfest mod Sverige, da ulykken skete.

Meget tyder på, at Hofwander ved en fejl er kommet til at åbne bussens bagdør og er faldet ud på motorvejen ved Bjæverskov. Politiets kriminalteknikere i både Sverige og Danmark har undersøgt bussen, og man har konstateret, at bussens bagdør kan åbnes via en kontakt i bunden af bussen tæt ved døren, uden at bussens chauffør bliver gjort opmærksom på dette. Sagen efterforskes fortsat for at få alle detaljer på plads, skriver BT.


En lignende ulykke skete i 2006, hvor konferencieren Martin "Preacherman" Hansen fra rapkonkurrencen MC's Fight Night omkom, da han faldt af Fight Night-holdets turnébus på vej fra Aarhus til København.

GAFFA har desværre ikke kunnet træffe en talsmand for Midt- og Vestsjællands Politi for en kommentar.

Tom Hofwander var også kendt under navnet Internal Dread og var en kendt skikkelse i det svenske reggaemiljø, både som koncertarrangør, sanger og musiker. Du kan se ham fremføre sangen "Don't Kill The Fly" nedenfor:


 

ANNONCE