De 14 koncerter byder blandt andet på Led Zeppelin-legenden John Paul Jones og DJ Static
I forbindelse med Aarhus Festuge, der løber af stablen fra på fredag den 31. august og 10 dage frem, lægger VoxHall og Atlas hus til endagsfestivalen Ujazz torsdag den 6. september. Programmet for Ujazz omfatter i alt 14 koncerter, som alle bevæger sig i udkanten af jazzgenren.
Hovednavnet er uden tvivl Led Zeppelin-legenden John Paul Jones (billedet), der gæster Aarhus med sit Minibus Pimps-projekt. Bag navnet Minibus Pimps gemmer der sig ud over John Paul Jones også den norske musiker Helge Sten, der har været en del af den norske jazz-kvartet Supersilent, og derudover i en årrække har arbejdet med tv, dans, teater og performance.
Et af de andre store navne er den aarhusianske DJ Static (billedet), der lige nu er aktuel med sit debutalbum "Rolig Under Pres". GAFFAs egen Maria Therese Seefeldt Stæhr skrev at "Rolig Under Pres er tæt på at være det perfekte svar på spørgsmålet: "Hvad er dansk hiphop lige nu?" og kvitterede med 5 stjerner.