Den danske sanger og sangskriver har et nyt album under armen, når han til november turnerer Danmark tyndt
I efteråret 2010 udgav Søren Huss sit anmelderroste solo-debutalbum, som gik nummer et på både den officielle danske hitliste og på iTunes. Nu små to år senere er Saybia-forsangeren ved at lægge sidste hånd på opfølgeren og tager i den forbindelse på en omfattende Danmarksturné til november.
"(…) modsat Saybia er teksterne på dansk. Her er Søren Huss en lige så udtryksfuld sanger, og trods den stærkt terapeutiske tilgang til sangene, så har han bestemt en fremtid som dansksproget sangskriver. Hans stemme er en af danskrockens mest udtryksfulde, når man ikke er bange for patos. Derfor formår han også at fremføre de dybt personlige sange med en troværdighed, som kun de få vil kunne præstere".
Sådan skrev GAFFAs Jan Opstrup Poulsen om debuten "Troen & Igen", som desinde landede på en 2. plads på GAFFAs årsliste over danske albums fra 2010.
Album nummer to udkommer til oktober og er mikset sammen med den Grammy-nominerede amerikanske mixer/producer Michael Patterson i hans studie i Los Angeles. Albummet er blevet indspillet i Saybias studie, A Kind Of Eden, samt i STC Studios, sammen med det samme rutinerede band, der stod bag Troen & Ingen.
Efter udgivelsen følger en omfattende Danmarksturné, som skydes i gang i hjembyen Nyborg den 1. november. Søren Huss kan desuden opleves, når han optræder som gæstesolist ved to af Sebastians jubilæumskoncerter, og den 20. oktober står han i front for Saybia, når "P3 hylder store danske albums" kan præsentere "The Second You Sleep" live i Koncertsalen.
Billetter til Søren Huss' soloturné kan købes via GAFFA Live
November-turnéen ser ud som følgende:
01.11 - Borgerforeningen, Nyborg
02.11 - Foderstoffen, Rudme
03.11 - Gjethuset, Frederiksværk
08.11 - Sønderborghus
09.11 - Fermaten, Herning
14.11 - Tobakken, Esbjerg
15.11 - Gimle, Roskilde
16.11 - Vershuset, Næstved
17.11 - Posten, Odense
22.11 - Skraaen, Aalborg
23.11 - Voxhall, Aarhus
24.11 - Paletten, Viborg
29.11 - Templet, Lyngby
30.11 - Store Vega, København





