Nyhed

Tina Dickow klar med ny video

”You Wanna Teach Me To Dance” er andet udspil fra det kommende album

Så er der igen nyt fra Tina Dickow, den blonde sangerinde med de mange jern i ilden. Vi har tidligere på GAFFA.dk kunnet fortælle om det kommende album "Where Do You Go To Disappear", som bliver det første regulære studiealbum fra Tina Dickow siden successen "Count To Ten" fra 2007. Nu er videoen til "You Wanna Teach Me To Dance" på gaden, endnu en teaser til det kommende udspil, som har fået udgivelsesdatoen den 3. september.

Selvom det er fem år siden, at Tina Dickow sidst udgav et reelt studiealbum, er der i mellemtiden både kommet trilogien "A Beginning, A Detour, An Open Ending", soundtracket "The Road To Gävle", opsamlingsalbummet "Welcome Back Colour" samt live-cd og -dvd'en "True North" fra Dickows samarbejde med Danmarks Radios Underholdningsorkester.

"Where Do You Go To Disappear" indeholder 11 nye numre og er skrevet og indspillet i sangerindens nye hjemby Reykjavik, Island, sammen med Helgi Jónsson som også privat danner par med Tina Dickow.

For en måned siden udkom første single "Moon To Let", og med dette andet udspil, "You Wanna Teach Me To Dance", viser Dickow, at hun har skabt et mere dynamisk album inspireret af store vidder:

"Der er både en tyngde og ro, men i dén grad også en kraft og vildskab i naturen, som har kastet nogle nye energier og temaer af sig. Ikke at albummet genlyder af natur, slet ikke faktisk, men jeg tror, det har frisat mig og givet mig lyst til at lege."

GAFFA har fået en snak med sangerinden, der blandt andet fortæller om det kommende album:

"Jeg har fået lov til at lege rigtigt meget med tingene selv på denne her plade, og Helgi og jeg har fået bevist, at vi arbejder virkelig godt sammen. Det er virkelig en gave. Det er måske en lidt mere moden plade, og jeg er meget spændt på, hvad folk siger til det".

Hele interviewet med Tina Dickow kan læses i GAFFAs september-nummer, og indtil "Where Do You Go To Disappear" rammer gaden den 3. september, kan man nyde andensinglen "You Wanna Teach Me To Dance" og den tilhørende video.

Lyt til "You Wanna Teach Me To Dance"

ANNONCE