GAFFA har talt med radioværten om lørdagens ”P6 Beat Rocker Koncerthuset”
På lørdag den 15. december inviterer P6 Beat indenfor i DR Koncerthuset til et otte-timers musikarrangement "P6 Beat Rocker Koncerthuset" med 12 koncerter på Koncerthusets fem scener og med blandt andet engelske Jake Bugg, danske Christian Hjelm, Nikolaj Nørlund, When Saints Go Machine, The Rumour Said Fire, Jacob Bellens, Synd og Skam, Mellemblond og Saturnus på programmet. GAFFA har talt med P6 Beat-værten Carsten Holm om lørdagens forestående event.
- Det er altid fedt at lave nogle ting, der går ud over vores sædvanlige måde at lave radio på, hvor man går ind i et studie, åbner mikrofonen, spiller nogle plader og snakker til folk. Det er fedt også at kunne komme til at formidle musikken ansigt til ansigt, så folk også får nogle andre oplevelser med radioen og med musikken live. Det at opleve nogle artister helt tæt på giver noget helt ekstra, som man ikke kan lytte sig til i radioen, siger Carsten Holm til GAFFA.
Mange dansksprogede artister
Hvordan har I udvalgt artisterne til "P6 Beat Rocker Koncerthuset"?
- Størstedelen af værterne på P6 Beat har været med til at kigge på, hvad der er af fede navne, hvad der kan lade sig gøre, og hvilke navne vi godt kunne tænke os at præsentere. Det er så endt med det felt, der er nu.
– Jeg synes, at artisterne lydmæssigt og udtryksmæssigt er meget forskellige. Vi har fra Saturnus, som er meget tung og meget dyster doom metal til Synd og Skam, som minder lidt om Talking Heads, men også om sen 70'er-punk fra England. Så er der When Saints Go Machine, som virkelig laver sej, alternativ pop, og Jake Bugg som er den nye dreng i klassen. Jeg synes, at fællestrækket for dem alle sammen er, at de er rigtig gode til at mestre det håndværk og den stilart, de nu har kastet sig over. Hvad enten det er doom metal, singer-songwriting eller pop, så er det virkelig solidt serveret med en masse integritet fra alle artisterne.
Passer de forskellige artister sammen med bestemte programmer på P6 Beat?
- Langt de fleste kunstnere vil man sagtens kunne høre til hverdag på P6 Beat, mens et band som Saturnus er mere rettet mod Sort Søndag, der er vores metalmagasin søndag aften. Der er også en række navne, der kommer på bas-scenen, hvor både Le Gammeltoft fra Unga Bunga og Pelle Peter Jensen fra bas har stået for at booke en masse navne. Det er navne, som også kan blive spillet på vores dagflade på P6 Beat, men som ellers henvender sig til et udpræget bas-publikum.
I har mange dansksprogede kunstnere på programmet. Forsøger I at fremme den dansksprogede musik?
- Nej, ikke rigtig, men jeg tror måske, at det er et meget godt billede af, hvad der foregår i Danmark lige nu med hensyn til det danske sprog. Der er mange af bas-artisterne, som dyrker det danske sprog på alle mulige måder, og så er der også mange sangere og sangskrivere – blandt andet Christian Hjelm, som har kastet sig over det danske sprog, fordi han også synes, at det danske sprog taler mere til ham. Nikolaj Nørlund er også en fyr, som siden midten af 90'erne har dyrket det danske sprog, og så er der Mellemblond, som leger med sproget. Jeg tror, at det er et billede af, hvad der foregår på den danske musikscene og med de danske komponister netop nu.
Hvorfor valgte I Jake Bugg til programmet?
- Jake Bugg har lavet nogle virkelig fede og også meget varierede sange på sin plade. Der er noget, hvor han lyder som en ung Bob Dylan. Han har virkelig en masse talent og en særegen lyd. Vi har også valgt ham, fordi vi på P6 Beat gerne vil støtte nye artister – ikke kun danske, men sandelig også udenlandske, og så syntes vi, at Jake Bugg var oplagt at hive fat i.
Artisterne optræder i specielle setups
Hvilken rolle vil P6 Beat-værterne spille på selve aftenen?
- Der vil være et par forskellige roller. De fleste værter vil være på scenerne og præsentere koncerterne, og så er der også nogle værter, der kommer til at være i radioen og sende hele molevitten. Vi sender ni timer i streg lørdag aften. Jeg er én af dem, der både skal være på en scene og i radioen sammen med blandt andet Camilla Jane-Lea.
Hvorfor er Koncerthuset god som ramme for eventen?
- Det kan nogle specielle ting i forhold til det at komme ind på et almindeligt spillested. Koncerthuset har nogle andre faciliteter, og man bliver inviteret indenfor i en anden verden. Selve koncertsalen i Koncerthuset er pakket ind i en helt speciel atmosfære, og det vil der også være på den scene, som hedder Foyerscenen eller Studie1-scenen som er ude i indgangspartiet til selve Koncertsalen, hvor der vil være meget højt til loftet, rulletrapper og store panoramavinduer. Så er der alle de forskellige studier, som vi går ned i, når vi rammer de små aftentimer og nattetimer. Der er en speciel lyd og atmosfære i studierne, som til "P6 Beat Rocker Koncerthuset" bliver omdannet til scener.
Hvorfor skal man komme til eventen?
- Fordi det er fede bands, og fordi mange af artisterne kommer til at lave nogle specielle setups. When Saints Go Machine har deres årsafslutning - det sidste show på deres turné. Der kommer til at være en speciel følelse for dem på scenen, for nu lukker de 2012 med et ordentligt brag. Jeg ved, at Marie Fisker kommer med et mere nedbarberet univers, kun med hende og en fyr på tangenter og vokal. Og sådan er det faktisk meget af vejen rundt, hvor der er nogle, der kommer i opsætninger, som man måske ikke er vant til at opleve dem i, når de tager rundt på de danske spillesteder. Så er der en hel bas-scene sammen med Pelle Peter Jensen og Le Gammeltoft, som kommer til at være én stor fest med Rosa Lux og med alle mulige andre navne, som virkelig kommer til at brage for alvor igennem. Det bliver rigtig fedt.
Indtil på lørdag kan du hver dag læse interviews med en række af de kunstnere, som er på programmet til "P6 Beat Rocker Koncerthuset".
Køb billetter til P6 Beat via GAFFA Live.




