Nyhed

Kings Of Leon lander i Skanderborg

Den amerikanske gruppe er kommet på 2013-plakaten

Tennessee-bandet Kings Of Leon bliver et af hovednavnene på programmet, når næste års SmukFest løber af stablen i Skanderborg. Bandet kunne senest opleves på dansk jord i 2011, da Kings Of Leon gav koncert på Roskilde Festivalens Orange Scene. Koncerten blev anmeldt til fire stjerner af GAFFAs Jeppe Kiel Revsbech med overskriften: "Familien Followill lukkede Orange Scene med sikker charme."

Kings Of Leon var sidst albumaktuelle i 2010 med "Come Around Sundown", som modtog fem stjerner fra GAFFAs anmelder Lars Löbner Jeppesen, som skrev: "På drengenes nye femte udspil samles der op på den store, selvsikre og professionelle lyd fra de to foregående plader. [...] Det usvigeligt træfsikre album åbnes igen med en oplagt afslutter, i form af den stemningsmættede The End, der følges op af singlen Radioactive, der er et rent skud gospelrock. Begge klassiske eksempler på hvor storslået bandet tør være, for her er ingen snobbede og fine fornemmelser om at skabe hjernemusik."

Tidligere har Smukfest offentliggjort Thomas Helmig, Anne Linnet Band, Christopher, When Saints Go Machine, Mads Langer, Marie Key, Reptile Youth, Savage Rose, Shaka Loveless, The Rumour Said Fire og den svenske stjerne-dj Avicil. Smukfest 2013 foregår den 7.-11. august, mens der er opvarmningsdage fra den 4.-6. august.


Køb billetter til Smukfest via GAFFA Live.

ANNONCE