Den københavnske gruppe kan opleves til lørdagens "P6 Beat Rocker Koncerthuset"
På lørdag den 15. december inviterer P6 Beat indenfor i DR Koncerthuset til et otte-timers musikarrangement "P6 Beat Rocker Koncerthuset" med 12 koncerter på Koncerthusets fem scener. Blandt andet kommer den dansksprogede gruppe Mellemblond, der for nylig blev signet af pladeselskabet Tigerspring. Vi har fanget Mellemblonds sanger og sangskriver Kristoffer Munck Mortensen, inden de spiller i Koncerthuset lørdag.
Hvordan vil du præsentere jer?
- Mellemblond samler musikalske indtryk fra mange årtier og lyrisk inspiration fra århundreder. For mig selv er det svært at sætte i bås, og det er det vist også for pressen, der har sammenlignet musikken med alt fra BRMC til Poul Krebs, og der er da alligevel et stykke vej, vil jeg mene. Selv mener jeg, at det er guitarrock, selvom der er synth på den seneste single, "Et øje", men sangene er skrevet på en guitar. Jeg var selv guitarist, før jeg begyndte på sangskrivningen, så guitaren spiller en stor rolle i Mellemblond. Jeg startede med at synge på dansk henover rockriffs, men der sneg sig hurtigt flere og flere akkorder ind, og de sangskriveragtige sange fik mere og mere plads. Det er vel også på sin plads, men jeg er stadig til riffs.
- Folk har ofte spurgt til navnet: "Hvorfor hedder I Mellemblond, er det noget med leverpostej?" Og jeg har svaret: "Nej, syntes bare det klingede godt." Tænk på en pige med langt hår, hvor de lyse og mørke lokker fletter ind og ud af hinanden. Noget i den dur - eller mol, gerne g-mol, som jeg har skrevet en del sange i. Blandt andet "Elastisk" fra sidste års udgivelse med samme navn. Den næste udgivelse kommer til marts næste år, og ved koncerten i Koncerthuset vil man kunne høre sange fra den kommende plade. De har titler som "Drejer", "Swimmingpoolens blå" og "Hen over midnat". Vi glæder os meget til til at spille i et setup uden trommer, men med guitarer og keyboard. Jeg vil benytte lejligheden til at sige tak for invitationen til P6.
Hvad synes du om P6 Beat?
- Det er superfedt. Men hold fast i de programmer, hvor værten eller værterne får plads, og selv kan vælge, hvad de vil spille.
Hvad synes du om Koncerthuset?
- Det er et fantastisk sted at høre musik. Min bedste oplevelse derude var til Womex sidste år, hvor jeg hørte aserbadjansk folkemusik i den store sal. Noget strengemusik et sted mellem indisk og tyrkisk musik. Det stemmer nok også godt overens med Aserbadjans geografiske placering. Der var fire musikere og de hed allesammen Dr. et-eller-andet, og var doktorer i i at spille deres folkemusik i hjemlandet.
Indtil på lørdag kan du hver dag læse interviews med en række af de kunstnere, som er på programmet til "P6 Beat Rocker Koncerthuset". Læs blandt andet interviewet med doom metal-bandet Saturnus fra i går.
Køb billetter til "P6 Beat Rocker Koncerthuset" via GAFFA Live.





