Alle de danske GAFFA-Pris-nominerede har valgt deres yndlingssang fra 2012
GAFFA har bedt alle de danske nominerede til GAFFA-Prisen om at vælge deres yndlingssang fra 2012. Dem får du her som en julekalender-playliste med en ny sang hver dag og en lille kommentar fra kunstneren om, hvorfor netop den sang er vedkommendes favorit. Vi fortsætter med Raske Penge (til venstre på billedet), der var nomineret i kategorierne "Årets danske mandlige kunstner", "Årets nye danske navn", "Årets danske hit" ("Faxe Kondi" med Klumben feat. Raske Penge) og "Årets danske hiphop-udgivelse" ("Original") og vandt prisen "Årets danske hit".
13. Lee Fields: Faithful Man valgt af Raske Penge
Raske Penge fortæller: – Jeg tror, jeg går med "Faithful Man" med Lee Fields. Det er klassisk soul, som det blev lavet i 70'erne og igen er begyndt at blive lavet her i den seneste dekade. En sang, som er både morsom og rørende og bare gør mig glad, selvom jeg sagtens kan fornemme reel anger og samvittighedsnag bag den. Og så minder den mig om to rigtig gode koncerter, jeg var til med Lee Fields i 2012, på Roskilde og Loppen. Det må være fantastisk at rejse rundt i hele verden og rocke ud med et super fedt band og rigtig godt materiale på toppen af sin karriere og i total topform, når man er i 60'erne. Det er livsbekræftende at se på. Ikke mindst når man selv er en musiker, der kom i gang i en forholdsvis høj alder.
Hør sangen sammen med de tidligere bidrag i julekalender-playlisten på WiMP
Læs mere om GAFFA-Prisen og se vinderne på GAFFA.dk/prisen