Nyhed

DR afholder X Factor-finale i Herning

Efter to år i Parken i København rykker X Factor-finalen nu til Jyske Bank Boxen

Den femte sæson af talentshowet X Factor er allerede godt i gang, og på fredag løber det første liveshow over skærmen og markerer starten på slutningen for mange af deltagerne. Efter fire sæsoner, der alle har været store seersucceser, har DR's underholdningschef Jan Lagermand Lundme endelig fået sit ønske om at få finalen ud i landet, når finalen i år afholdes i Jyske Bank Boxen i Herning.

 – Nu har X Factor-finalen været afholdt i København fire år i træk, men da det jo virkelig er blevet en tv-begivenhed, der samler hele landet, synes jeg, at det er på høje tid, at vi bringer X Factor-finalen ud i landet. Og her synes vi, at Boxen er et fantastisk sted og i særdeleshed til tv-produktion, siger Jan Lagermand Lundme

Jyske Bank Boxen tilbyder ikke lige så mange tilskuerpladser som Parken, men ifølge Jan Lagermand Lundme har Boxen nogle både lyd- og produktionsmæssige fordele, der gør det flytningen værd.


– Vi har færre pladser at gøre med, end vi er vant til, men til gengæld har vi et helt fantastisk venue, der er skabt til store shows som denne finale. Jyske Bank Boxen har været med til at løfte standarden for store indendørsarenaer både i sin fleksibilitet og sin musikalske vellyd, siger Jan Lagermand Lundme.

Finalen finder sted fredag den 23. marts, og der bliver sat cirka 15.000 billetter til salg.

Billetterne kan købes fra på fredag klokken 10 via Billetnet, men allerede dagen inden er det muligt at købe billetter i Herning Kongrescenter, der har fået lov til at sætte 1000 billetter til salg om torsdagen.


 

ANNONCE