Medina, TV-2, Nicholas Kidd og Wafande optræder til Skive 2012
Skive er nu klar med fire stærke danske navne til deres festivalprogram for 2012. Blandt dem er Medina, som er en af de bedst sælgende kvindelige artister herhjemme og er p.t. aktuel med albummet "For Altid", der udkom i september 2011. Hendes hitsingle "Kl. 10" spilles for tiden heftigt i landets radioer, og hun har hittet nærmest non-stop siden sit gennembrud i 2008 med "Kun For Mig".
TV-2 gæster også Skive i år. Bandet, som bliver kaldt Danmarks kedeligste orkester, kunne sidste år fejre 30 års jubilæum i forbindelse med udgivelsen af deres seneste album "Showtime". Provokatøren Nicholas Kidd kommer og giver et show, når han med på scenen har sin producer ELOQ, Abdullah S og StunnGunn. Skulle den flabede Nørrebro-rapper være for grov, kommer Wafande og deler ud af kærligheden. Soul-reggae-sangeren debuterede i 2011 med singlen "Gi' Mig Et Smil", som siden har solgt guld.
Skive har netop lanceret en ny hjemmeside i samarbejde med reklamebureauet Openminded. Hjemmesiden er blevet tunet og er mere brugervenlig og hurtigere. Hjemmesiden er bygget op på sådan en måde, at den er velegnet uanset om den vises på en bærbar, tablet eller smartphone.
Blandt de allerede offentliggjorte optrædende er: Magtens Korridorer, Aura, Johnny Madsen, Suspekt, Tim Christensen & The Damn Crystals, Robyn, Calvin Harris, Malk De Kojn og Rasmus Seebach.
Skive Festival finder sted i dagene 30. maj-2. juni. Køb billetter via GAFFA Live.





