Nyhed

Mew til Roskilde

Danske Mew, Mutiny On The Bounty og Ter Haar er tilføjet til årets Roskilde Festival

Roskilde tilføjer i dag Mew sammen med Mutiny On The Bounty og Ter Haar til årets festivalprogram.

Det danske rockband Mew giver deres første og eneste koncert denne sommer på dansk jord til Roskilde Festival. Jonas Bjerre, Bo Madsen og Silas Graae udgør i dag, efter Johan Wohlerts udgang, Mew som startede tilbage i 1995. Gruppen udgav debutalbummet "A Triumph For Man" i 1997, som blev efterfulgt af "Half The World Is Watching Me" fra 2000. Efter bandets andet album skrev de kontrakt med den engelske afdeling af Epic/Sony, hvor de skulle udgive fem album, hvoraf det første skulle være et opsamlingsalbum med sange fra deres tidligere album samt en række nye sange.

I 2003 udkom "Frengers" som virkelig skabte stor succes for Mew, og GAFFA gav albummet seks ud af seks stjerner og skrev: "Frengers indeholder seks numre fra deres to foregående udspil A Triumph For Man og Half The World Is Watching Me, der har fået et løft, hvor betegnelsen international klasse ikke kan siddes overhørig. Sjældent har et dansk udspil været så velproduceret." Efterfølgeren til den store succes blev "And The Glass Handed Kites" fra 2005, som tjente Mew fire priser ved Danish Music Awards i 2006. I 2006 og 2007 genudgav Mew deres debutalbum og andet album, og i 2009 udkom "No More Stories…".


Fra Mew-lejeren lyder det: "Efter at have sejlet forskellige dele af verdenshavene er Silas, Jonas og Bo tilbage i cirklen, i fuld gang med at hamre planker og bjælker sammen til nye etager og afdelinger af slottet som Mew bebor. Luftige sale af lys og vind, sitrende ravfarvet træ der stråler fra bunden og op, disse værelser er fremtidige rum for alle os. Dette fejres ved få udvalgte koncerter hen over sommeren og efteråret." Mews koncert på Roskilde giver publikum en unik chance for at få et gensyn med rockbandet, samt muligvis at høre numre fra deres kommende plade.   

Mutiny On The Bounty fra Luxembourg begyndte deres karriere i 2004 og består i dag af Nicolas Przeor, Sacha Scmitz, Cedric Czaika og Clement Delporte. Gruppen spiller progressiv, hårdtslående og teknisk guitarrock i stil med At The Drive-In og The Mars Voltas. I 2009 udkom debutalbummet "Danger Mouth", som indeholder elleve sange præget af teknisk velspillet rock og en seriøs sangskrivning. Bandet garanterer for en voldsom omgang post-hardcore, som vil få dit hjerte til at sprænges. Deres lyd er præget af velspillet og smuk melodisk guitarrock, som vil tiltale de fleste med en svaghed for en god omgang "spade".  

Ter Haar fra Tyskland startede ud i 2005 som en instrumentalt band, bestående af Hannes Kascheel, Jonathan Saal og Pjilipp Koller. Herefter har guitaristen Koller grebet mikrofonen, og i 2007 udgav de deres selvbetitlede debutalbum. Bandet spiller kompleks, men tilgængelig indie-inspireret postrock, som tiltaler mere til danseskoene end til at tælle taktarter. Hvis man er til The Battles' skæve rytmer, vil Ter Haar være noget som man ville kunne lide.


Billetter til årets Roskilde Festival kan købes via GAFFA Live

ANNONCE