Nyhed

Nyt under solen fra The Eclectic Moniker

The Eclectic Moniker sender i dag deres førstesingle ”Easter Island” på gaden. Debutalbummet er lige om hjørnet.

Det danske band The Eclectic Moniker har masser af nyt under solen. Bandet sender i dag eksotiske toner ud i det danske vinterlandskab. Vi kan få lov at varme os lidt på førstesinglen "Easter Island", indtil vi den 30. april får lov at opleve det danske band foldet ud i fuld længde på deres debutalbum. Singlen er i øvrigt Ugens Uundgåelige på P3 i denne uge.

Det syv mand store orkester har haft god vind i sejlene de seneste par år. Med en særegen lyd har bandet siden deres første koncert på Start Festival i 2010 blandt andet spillet på Roskilde Festival, varmet op for Oh Land og Kaizers Orchestra og vundet P3's KarriereKanon i 2011.

Bandet har skilt sig ud med en lyd sammensat af stilarter og genrer, som ikke umiddelbart lader sig forene. Deraf kommer også navnet, som med ordet eklektisk bygger på en filosofi om at blande og krydse uforenelige elementer i nye kombinationer.

Navnet Eclectic Moniker tegner et billede af et band, hvis lyd er opstået i et krydsfelt mellem "Den nutidige Brooklyn-scene med post-moderne indiepop, afrikansk 70'er funk og calypso, instrumenteringer fra caribisk og kinesisk musik for ikke at glemme den melodiske tæft fra 60'-, 70'er og 80'ernes popmusik ført an af pionerer som The Beatles og Paul Simon", som bandet selv fortæller i en pressemeddelelse.

Den karakteristiske lyd har tiltrukket sig en del opmærksomhed på den danske musikscene, og de er her på GAFFA.dk blevet spået en lysende fremtid, da de i januar blev udnævnt som et af de navne, som man skal holde øje med i 2012.

Har man fået smag for mere calypsobaseret solskinsmusik, skinner The Eclectic Moniker med forårssolen, når de tager på en minitour rundt i Danmark i maj:

10. maj: Studenterhuset, Aalborg,

11. maj: Kulturmaskinen, Odense,

12. maj: Lille Vega, København

 

 

 

 

 

 

ANNONCE